Danske billetter tæt på udsolgt

Næsten alle de danske billetter til EM-semifinalen er solgt. DBU ”trykker på alle knapper” for at sikre opbakning til landsholdet.

Det er og bliver en kamp mod overmagten, men DBU og tusinder af dansk fans nægter at give op.

Landsholdet skal have den størst mulige opbakning på Wembley, selvom strikse indrejseregler spænder ben for tilrejsende fans.

Derfor er det kun danskere med bopæl i Storbritannien, der kan få adgang til semifinalen – og de skal kunne ses på lang afstand:

- Vi har fået sendt en masse danske flag til Wembley, som vi vil uddele til de danske fans. Vi prøver at trykke på alle knapper for at gøre Wembley rødt og hvidt, siger Anders Haagen, der er fankoordinator i DBU, til TV 2.

Danmark er blevet tildelt cirka 6000 billetter på Wembley, og ifølge Ronnie Hansen, kommerciel chef ved DBU, er der i skrivende stund solgt 4800 danske billetter.

- Nu skal danskerne i England vise, at de ikke er landsholdsturister, men kan overtage forpligtigelsen fra hele Danmark med at bære holdet frem, skriver Ronnie Hansen i en sms til Ritzau.

Semifinalen mod England bliver den første kamp ved EM-slutrunden, hvor danske fans vil være i undertal.

Efter de tre gruppekampe i Parken rejste op mod 5000 danskere til Amsterdam, hvorefter rundt regnet 1000 danske fløj til Baku for at støtte landsholdet i kvartfinalen. Hverken Wales eller Tjekkiet var i nærheden af at mønstre samme antal fans til de to kampe.

Hjulmand håber på stilhed

Til semifinalerne og finalen må der komme 60.000 fans på Wembley, men det går ikke landstræner Kasper Hjulmand på, at danskerne kommer i undertal:

- Nummer et er, at vi er superglade for, at der er fans. Vi har spillet et år uden fans, og nu er der 60.000. Vi havde gerne set, at halvdelen havde været danskere, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre i år. Og så bruger vi ikke så meget mere tid på det – men der er noget ved at gøre et helt stadion tavs, siger Hjulmand.

Danmark møder England onsdag klokken 21.