EM fodbold

Hjulmand viser spillerne videoer med særligt indhold

Danmarks fodboldlandstræner gør meget ud af vise sine spillere, hvor stor en opbakning de har i hele landet.

Kasper Hjulmands videomaskine er på overarbejde under EM.

Men der bliver ikke kun vist løbemønstre, opspil og defensive aktioner for de danske landsholdsspillere. Landstræneren viser dem også videoer af glade danske fodboldfans.

Det fortæller Dansk Boldspil-Unions (DBU) fodbolddirektør Peter Møller i Go' Morgen Danmark mandag.

- Som vi lægger tryk på, når vi taler med spillerne, og som det også kommer fra spillerne, så spiller vi for at samle Danmark. Vi spiller for at inspirere Danmark. Vi spiller for at lave fællesskaber, og det må vi sige, at spillerne har gjort de seneste fire-fem uger.

- Så opbakningen fylder rigtig meget, og det fylder faktisk så meget, at når Kasper Hjulmand holder taktikmøder, afspiller han en lille video for dem. Heri indgår en masse fans fra steder rundt om i Danmark, som han har fået tilsendt, så spillerne dermed også kan opleve den her store glæde, som de giver, via den måde de optræder på, og selvfølgelig også via den måde de spiller på, siger Peter Møller.

Videoerne er en motivationsfaktor for spillerne

Til hver kamp siden gruppekampen mod Belgien er landsholdsspillerne kørt af sted fra Helsingør med fans stående langs vejene, og efter ottendedelsfinalen mod Wales og kvartfinalen mod Tjekkiet har spillerne fået en heltemodtagelse ved hjemkomst til deres hotel i den nordsjællandske kystby.

Der ventede noget af en velkomst, da det danske landshold vendte hjem til Helsingør efter lørdagens kvartfinalesejr over Tjekkiet. Video: TV 2 SPORT

Rundt om i landet har der også været storskærmsarrangementer, når Danmark har spillet, og der har været folkefest i specielt de københavnske gader efter de danske sejre.

Klip fra disse begivenheder er noget, der går lige ind hos midtbanespiller Christian Nørgaard.

- Jeg synes bestemt, at videoerne giver noget. Især dem med fansene. For mig er det den største motivationsfaktor at se danskernes glæde i øjnene, så det må han (Kasper Hjulmand, red.) gerne fortsætte med, siger Christian Nørgaard til TV 2 SPORT.

"Tror ikke, at vi helt forstår, hvor stor støtten har været"

Han er ligesom resten af landsholdet overvældet over den enorme opbakning, de har fået.

- Den måde, vi blev modtaget på i går (ved hjemkomsten fra kvartfinalen i Baku, red.), var helt ekstraordinær, og jeg tror ikke, at vi helt forstår, hvor stor støtten har været indtil videre. Ikke kun i Helsingør, men i hele Danmark, siger Nørgaard.

Tirsdag siger landsholdet farvel til Helsingør og Danmark for denne gang. Her rejser de til England for at spille semifinale mod England på Wembley. Skulle det blive til sejr, bliver landsholdet i London frem mod finalen, der spilles søndag 11. juli.