EM fodbold

1000 italienere får lov til at rejse til EM-finale

Trods karantæneregler for indrejsende fra Italien får 1000 italienere lov til at tage til EM-finale i England.

Lidt af Wembley vil blive fyldt op med italienere, der normalt bor i støvlelandet, til søndagens EM-finale.

For selv om indrejsende fra Italien normalt skal i ti dages coronakarantæne ved ankomst i Storbritannien, så vil op mod 1000 italienere ekstraordinært kunne rejse til London for at se deres nationalmandskabet kæmpe om europamesterskabet i fodbold.

Det skriver Reuters.

De italienere, der tager til EM-finalen, må kun være på britisk jord i 12 timer og skal hele tiden befinde sig i en "boble". Det vil sige, at de skal flyve med et specielt chartret fly og køre i særbusser i London, så de ikke kommer i kontakt med andre.

Derudover skal de i fem dages karantæne, når de kommer hjem til støvlelandet igen.

Turen arrangeres af Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) og vil koste 610 euro, cirka 4500 danske kroner.

Italien skal møde enten Danmark eller England i EM-finalen. Skulle det blive Danmark, vil 1000 danskere kunne rejse til London under stort set samme forhold.

Det annoncerede Dansk Boldspil-Union (DBU) tirsdag.