Fodbold

Inters nye træner: Vi venter på Eriksen med åbne arme

Simone Inzaghi har overtaget trænersædet i Inter fra Antonio Conte, som førte Milano-klubben til mesterskabet.

Det er endnu uvist, hvad Christian Eriksens kollaps i den første gruppekamp ved EM mod Finland får af betydning for midtbanespillerens videre fodboldkarriere.

Men Inter venter på danskeren med åbne arme.

Det siger det italienske mesterholds nytiltrådte træner, Simone Inzaghi, til det italienske medie Football Italia.

Inzaghi siger i interviewet, at han talte med Eriksen før det igangværende EM, men ikke har talt med ham efter kollapset i Parken.

- Eriksen har tid til at komme tilbage. Vi venter på ham med åbne arme, siger Inzaghi, der har erstattet Antonio Conte i Milano-klubben.

Inzaghi tilføjer, at Eriksen spillede en vigtig rolle i Inter i anden halvdel af mesterskabssæsonen.

Er ikke stoppet med at tænke på Eriksen

Eriksen kollapsede mod Finland, fik hjertestop og blev genoplivet på banen i Parken.

Efterfølgende fik han på Rigshospitalet indopereret en ICD-enhed. Den skal sætte hjertet i gang igen, såfremt noget lignende måtte gentage sig.

Inter har som klub i sidste måned kommenteret forløbet omkring og efter Eriksens kollaps.

- Vi er ikke stoppet med at dedikere vores tanker til Christian, ikke engang et øjeblik, skrev Inter blandt andet på sin hjemmeside.

Inter har ikke selv meldt ud, hvorvidt danskeren kommer tilbage til klubben for at spille. Men der er angiveligt regler i Italien, som gør det meget svært at få lov til at spille, hvis man har problemer med hjertet.

Eriksen skiftede i begyndelsen af 2020 til Inter efter syv år i engelske Tottenham.

Mens EM-slutrunden blev kort for Eriksen, så har Eriksens holdkammerater spillet sig frem til semifinalen. Her gælder det onsdag aften England på Wembley i London. Kampstart er klokken 21.