EM fodbold

Enorm hyldest af Danmark i udenlandske medier

Det danske landshold bliver hyldet som helte for deres optræden som spillere og mennesker under dette EM.

Det var en flok skuffede danske spillere, som forlod banen på Wembley efter semifinalenederlaget til England.

Men de har al mulig grund til at ranke ryggen og være stolte af deres præstation i turneringen. Som spillere. Som mennesker.

Hverken i Danmark eller i udlandet er det glemt, hvad det danske landshold følelsesmæssigt og sportsligt har været igennem de seneste 25 dage.

- Forhåbentlig vil de indse, hvad de har betydet for EM. Det er måske gået op for dem til sidst. Følelsesmæssigt, psykologisk havde de så lidt tilbage.

- Men måske, over tid, vil det blive lettere for spillerne at forstå, hvorfor deres tilhængere tiljublede dem som helte på samme tid, som de engelske fans startede en kæmpe fest, skriver journalist Daniel Taylor i en klumme for The Athletic.

Danmark er vinderne

Lige siden Christian Eriksen 12. juni på dramatisk vis fik hjertestop under Danmarks åbningskamp mod Finland og måtte genoplives på banen, har der været sympati for Danmark.

Billederne af de grædende danske spillere, som dannede en ring om Eriksen og lægestaben, og Simon Kjær, som trøstede Eriksens kæreste ved sidelinjen, vil aldrig blive glemt.

Sympatien fortsatte, da spillerne blev tvunget til at spille kampen færdig samme aften, som deres gode ven faldt om, selvom han havde givet dem en beroligende besked om sit helbred.

Da Danmark i sidste gruppekamp smadrede russerne og gik videre til knockoutsen, jublede hele fodbold-Europa.

Spillernes sammenhold efterfølgende for at spille for Eriksen er ikke gået ubemærket hen. Eller deres åbenhed for at vise følelser, som da Pierre Emile Højbjerg brød sammen efter slutfløjtet i EM-kvartfinalen.

- De danske drenge vil altid være mestre efter dette Europamesterskab. De har virkelig stået sammen som en bande, der har stået sammen og spillet forrygende fodbold. De har givet alt for deres land og for deres ven, skriver, TV 2 Norges Øyvind Alsaker.

Han suppleres på Twitter af sin kollega Kasper Wikestad.

- Man sagde det under og efter åbningskampen i Parken. Danmark vil for altid blive stående efter dette mesterskab. Vindere! Simon Kjær, Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Kasper Hjulmand - for Christian Eriksen. Spillerne blev enorme mennesker. Medmennesker. Og vindere.

- At de skulle komme til semifinalen så helt usandsynligt ud. Men disse mennesker er lavet af noget helt særligt. Og hverken Christian Eriksen eller dette hold vil blive glemt. Der var fodboldhelte i 1992. Der er helte i 2021. Og dem husker vi i fremtiden.

Ingen vil glemme Danmark

Danmark tabte EM-semifinalen med 2-1 efter forlænget spilletid. I England er der trods jubel over en finaleplads også plads til at rose Danmark. Blandt andet den tidligere landsholdsangriber Gary Lineker.

- Godt spillet af det danske hold. I gav alt og mere til. Jeres land bør være meget stolte af jer, skriver Lineker.

The Athletic skriver, at det virker oplagt med en film eller dokumentar om Danmarks vilde slutrunde på godt og ondt.

- Selv uden en plads i finalen, hvad der er sket over de sidste 25 dage må udgøre den mest bemærkelsesværdige historie i dansk fodbold siden en nation på fem millioner mennesker ikke lykkedes at kvalificere sig til denne turnering i 1992 - og endte med at vinde den, skriver Daniel Taylor og fortsætter

- Alt, hvad der egentlig kan siges med sikkerhed, er, at ingen vil glemme Danmarks bidrag til EM.

- Sikke en rejse. Farvel Danmark og tak. Det har været følelsesmæssigt.