EM fodbold

Hylder Schmeichel: - Det er vildt nok at sige

Kasper Schmeichel får stor ros af Kasper Hjulmand og Martin Braithwaite efter Danmarks semifinalenederlag.

Med flere redninger i absolut verdensklasse var Kasper Schmeichel tæt på at få Danmark frem til en straffesparkskonkurrence i EM-semifinalen mod England.

Så selv om Danmark endte med at tabe opgøret 1-2 efter forlænget spilletid, er der al mulig grund til at rose den stærke keeper for en fænomenal indsats, og det gør Martin Braithwaite:

- Det er vildt nok at sige, men det var sgu bare, som det plejer at være. Han holder os altid inde i kampe. Jeg har ikke noget minde af, at han har haft en dårlig kamp, siger Martin Braithwaite om Kasper Schmeichel på pressemødet efter kampen.

- Man vinder ikke kun kampe på at have målscorere, men også på at have gode spillere og en god målmand. I alle de vigtige kampe, vi har vundet, har han altid haft sindssygt vigtige redninger, så vi er sindssygt heldige med at have så god en målmand på vores hold.

I første halvleg reddede Schmeichel et forsøg med maven, da Raheem Sterling blev spillet fri tæt under mål. I anden halvleg strakte danskeren sig til det yderste og fik afværget Harry Maguires hovedstødsforsøg.

"En kæmpe præstation af Kasper"

Storspillet fortsatte i den forlængede spilletid. Her dykkede danskeren først ned til Harry Kanes hårde og flade afslutning, og siden reddede han også et straffespark fra den stærke englænder, der dog endte med at score på returbolden.

- Kasper var fantastisk. Jeg synes, at han igennem hele turneringen har løftet, løftet og løftet sig, og her i aften var han fantastisk og havde fantastiske redninger, siger landstræner Kasper Hjulmand på samme pressemøde.

- Samtidig havde han en udstråling og fightervilje, der signalerede, at han ville gøre hvad som helst. Han kunne også finde på at løbe op og forsøge at score, hvis det skulle være.

- Han ville gøre hvad som helst for at forsøge at vinde de her kampe, og det smitter. Det var en kæmpe præstation af Kasper. Desværre var det ikke nok, men han gjorde i hvert fald sit, siger Kasper Hjulmand.

Kasper Schmeichel havde ni redninger i semifinalen mod England. Aldrig har en dansk målmand haft flere redninger i en EM-kamp.