EM fodbold

- Jeg tror på, at der venter store ting med det her hold

Landstræneren ser ikke EM-succesen som en engangsforestilling. Ekspert peger på små mangler for at matche verdens bedste hold.

Et chok med Eriksens kollaps og to nederlag i træk blev vendt til en historisk slutrunde, hvor Danmark for blot tredje gang nogensinde var én kamp fra EM-finalen.

Eventyret sluttede onsdag aften med et nederlag efter forlænget spilletid til England, men for landstræner Kasper Hjulmand har landsholdet ikke toppet.

- Min fornemmelse er, at vi kan gøre det igen. Jeg tror, at vi kan blive endnu bedre. Når vi lige har sundet os, og når vi mødes igen til september, er der ingen tvivl om, at vi har fået blod på tanden, siger han.

- Jeg tror sindssygt meget på det her hold og den kvalitet, vi har, og jeg tror, at vi kan blive endnu bedre. Jeg tror på, at der venter store ting med det her hold.

Mikkel Damsgaard bragte Danmark foran direkte på frispark efter en halv times spil, men ni minutter efter lavede en prisgivet Simon Kjær selvmål.

For mig er det ikke et helt epokegørende EM i den måde, som vi har spillet på

Mads Junker, fodboldekspert

Den ordinære spilletid sluttede 1-1. I den forlængede spilletid blev et omdiskuteret straffespark reddet af Kasper Schmeichel, men Harry Kane var først på returbolden og afgjorde semifinalen.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor stor en beundring jeg har for det her hold, for den stab, der står bag, og for de her spillere, som har været så meget igennem. Vi har kæmpet som sindssyge, og vi har spillet god fodbold, siger landstræneren, der efter kampen stillede store spørgsmålstegn ved straffesparket.

Danmark mangler det sidste, mener ekspert

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft er "en ny landsholdsæra født", mens ekspert Mads Junker stadig mener, at der mangler en smule for at matche de allerbedste nationer i verden.

- Jeg troede på, at Danmark kunne presse England mere, end hvad mange i England og ude i Europa troede. Det, synes jeg, at holdet er godt nok til. Vi mangler måske lige det allersidste til at komme helt op. Vi har også set det i et par kampe mod Belgien, som er verdens nummer et. Der mangler Danmark 510 i procent til virkelig at presse dem, så vi også kan dominere kampene, siger Junker.

Danmark tabte med 1-2 i Parken til Belgien i det indledende gruppespil. Det blev fulgt op af en sejr over Rusland, som sikrede adgang til playoffkampene, hvor først Wales og siden Tjekkiet blev besejret.

- For mig er det ikke et helt epokegørende EM i den måde, som vi har spillet på. Vi har bragt enorm glæde til landet, og vi har bragt folk sammen. Fodbold er igen blevet klart nummer ét sport. Men vi kunne godt have ønsket os, at vi lige havde drillet England. Vi var tæt på. Vi har haft muligheden for det, men vi må erkende, at vi tabte til en bedre modstander, siger Junker og fortsætter:

- Jeg er helt sikker på, at Hjulmand tager ved lære af det og er glad for, at Danmark er kommet så langt, at de kan presse nogle af verdens bedste hold. Det motiverer kun de danske drenge til at gøre det meget bedre.

Næste opgave er VM-kvalifikationen, hvor Danmark har fået en perfekt start i gruppe F med tre sejre i tre kampe.

I september venter Skotland, Færøerne og Israel.