EM fodbold

Læs dybt bevæget Hjulmands tale til danskerne

Landstræner Kasper Hjulmand og samtlige landsholdsspillere gav befolkningen og fansene en klapsalve.

Der er mange måder at sige tak på, men sjældent er det set på den måde.

Landsholdet landede torsdag i Danmark, efter det aftenen inden blev slået ud af EM.

Efter et specielt EM, hvor Danmark imod alle odds nåede helt frem til semifinalen, følte holdet trang til at give noget tilbage til den danske befolkning.

Det skete på et pressemøde, hvor Kasper Hjulmand holdt en tale med samtlige spillere bag sig.

Hjulmands tale

Det er godt at se en masse mennesker her. Det har vi ikke kunnet gøre. Det har været elektronisk i lang tid, så det er dejligt at se jer.

Det her er vores måde, vi kunne godt have tænkt os at have mødt vores fans og befolkning, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af coronaregler og sikkerhed og så videre, så det er vores måde at sige tak til befolkningen.

Ja, det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. Nu begynder jeg at hyle igen.

Men en stor tak til denne her gruppe. Staben, spillere. Alle har jo simpelthen kæmpet…

Jeg synes bare, vi herfra vil sige tak til jer alle sammen og vil gerne på denne måde sige, at vi fortsætter de to ting, vi gerne vil med det her landshold. Nummer et er at vinde. Vi var tæt på, og vi var irriterede og skuffede. Vi har drømt om at tage et trofæ. Nummer to er at samle og inspirere Danmark gennem fodbolden. Vi er kommet langt.

Og jeg hørte lige en, der stod og råbte: ”Vi tager VM i stedet for.” Der er ingen tvivl om, at vi samler os igen og takker for støtten, takker for opbakningen. Uden den opbakning havde vi ikke kunnet komme op på hesten igen. Og jeg tror, at Belgien-kampen står som sådan et monument, på hvad der kan lade sig gøre, hvis man får opbakning.

Jeg synes, vi slutter med at give befolkningen og vores fans en klapsalve fra vores side.

Det blev selvfølgelig fulgt op med en lang klapsalve fra spillerne, staben omkring landsholdet og Hjulmand selv.

Meget specielt dansk EM

Danmark tabte semifinalen med 2-1 til England efter forlænget spilletid. Det var tredje gang i historien, Danmark nåede frem til en semifinale ved et EM.

Men for under en måned siden så tingene helt anderledes ud.

Stjernespilleren Christian Eriksen faldt om i åbningskampen mod Finland og fik hjertestop. Pludselig var fodbold og folkefesten i Parken ligegyldig.

Eriksen blev genoplivet på Parkens græstæppe og blev meldt i god behold under omstændighederne.

Det kickstartede, hvad der i udlandet er blevet kaldt en eventyrfortælling. Danmark tabte nemlig kampen til Finland, efter den blev genoptaget, og næste kamp endte i et nederlag til Belgien.

Aldrig før havde et holdt gået videre ved EM efter nederlag i de to første gruppekampe. Men det gjorde Danmark med en sejr over Rusland.

Siden blev Wales og Tjekkiet slået i ottendedels- og kvartfinalen, før endestationen altså blev Wembley onsdag aften.

Selvom EM-guldet i 1992 stadig står som det resultatmæssigt bedste resultat i dansk fodboldhistorie, bliver EM 29 år senere aldrig glemt. Sådan lyder det også i udenlandske medier - heriblandt The Athletic:

- Hvad der er sket over de sidste 25 dage, må selv uden en plads i finalen udgøre den mest bemærkelsesværdige historie i dansk fodbold, siden en nation på fem millioner mennesker ikke lykkedes at kvalificere sig til denne turnering i 1992 - og endte med at vinde den.

- Alt, hvad der egentlig kan siges med sikkerhed, er, at ingen vil glemme Danmarks bidrag til EM. Sikke en rejse. Farvel Danmark og tak. Det har været følelsesmæssigt.