EM fodbold

Landsholdet har ikke været så populært siden 1992

Det danske landshold har tryllebundet en hel befolkning - ikke bare med underholdende fodbold, men i lige så høj grad med åbenhed og personlighed.

Ærgrelse og frustration er det første, der ruller på bagagebåndet efter at Danmark har checket ud af EM. Spillerne kæmpede til sidste blodsdråbe på Wembley, men det var de salte tårer, der holdt afskedstalen.

De spontane reaktioner er forståelige, for denne bevægede rejse sluttede uforløst for en hel nation, der rakte ud med arme og håb om mere spilletid på søndag.

Hjulmand har haft mange bolde i luften under denne slutrunde, men én bold kom i vejen. Den der var for meget, og imod reglerne, da det hele så blev afgjort. Det engelske straffespark kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres at en ekstra bold lå, hvor den ikke måtte som optakt til den afgørende kendelse.

Båndet ruller videre, og så kan der perspektiveres. For der er masser at tage med. Det har været et trip med dramaer, sceneskift, følelser og et studie i fælleskaber.

Nationen er blevet samlet

Teatralske tragedier fra begyndelsen til enden. Christian Eriksens kamp for livet på plænen i Parken og den gribende afsked på en af de største scener. Rammen om en billedmosaik, der samlede nationen på et tidspunkt, hvor der har været mest brug for det. Vi har siddet isoleret og mumlet bag mundbind, vi har holdt afstand og været os selv med en pandemi som fællesnævner, vi har lidt afsavn.

Hjulmand og landsholdet inviterede til samhørighed på og udenfor banen, og danskerne har taget imod. Det blev som den nye landstræner ville have det - et samlet fodbold-Danmark.

Det danske landshold har skabt ren eufori blandt de danske fans.

Vi har tit talt om 80'er landsholdet, og tillad mig at bruge sammenligningen her med 2021-udgaven. I 1984 bristede illusion og drømme også efter en straffesparks afgørelse ved EM-semifinalen. Men holdet og sammenholdet blev styrket, kvalificerede sig til VM to år senere og fik tydelig succes.

Mulighederne er de samme med Hjulmands hold. De har indlogeret nogle relationer, de har arbejdet med fleksibilitet i spiludtryk og handlinger, de har vist, at de er svære at spille imod og de har haft mod til at udføre.

Sammenhold og personlighed

Basis har været troen på egne evner og en sund kollektiv indstilling. Fodbold er en holdsport med plads til enernes personlighed, og det er det samlede indtryk, der giver troen på noget endnu større.

Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Andreas Christensen og sidst ankomne i tre-mandskæden Jannik Vestergaard har været det nødvendige, defensive udgangspunkt. Med høj klasse.

Thomas Delaney har arbejdet stenhårdt hele vejen igennem på tværs og på langs, han har dækket af, når især Joakim Mæhle tog fat i offensiven, og han har haft overskud til selv at komme med i dybden. En vigtig holdspiller.

Offensiven har haft sine udfordringer med varieret presspil fra Braithwaite og Yussuf Poulsen, hurtige fødder, der helst skulle pege fremad, men som også skulle bruges den anden vej. 9eren blev et løft for Kasper Dolberg, som jeg synes markerede sig mere end tidligere og viste sin klasse og sine muligheder. Som spilstation og som afslutter.

Så er der tre spillere, som imponerede mig markant. Joakim Mæhle fik sit absolutte gennembrud på den venstre back, der oftest blev til kant. Utrættelig begge veje, en særlig lyst og evne til at udfordre og frisk nok til også at tage afslutningerne. Hans aflevering med ydersiden af højrefoden til Dolbergs mål mod Tjekkiet var af sjælden høj karat.

Lys fremtid for landsholdet

Mikkel Damsgaard, blot 21 år, kom ind med de tekniske færdigheder og evnen til at drible på særligt små områder som vi kendte. Men hans mod til at gøre det på den store scene fuldender en eventyrhistorie. Der har været detaljer (og et stort arbejde), som har henrykket, men hans frisparksmål mod England er uforglemmeligt. En mesterlig sparketeknik med en blanding af inderside og vrist gjorde udførelsen til kunst.

Den spiller der har imponeret mig mest (udover Simon Kjærs lederrolle) er Pierre-Emile Højbjerg. Han har spillet samtlige minutter i Premier Leagues 38 kampe og samtlige minutter ved EM. Og alligevel har han haft et overskud til at være slagmarkens chef. Hans attitude, hans lederskaber, hans evne til at drive spillet i forskellige tempi, hans igangsættelse har været mageløst.

Pierre-Emile Højbjerg har spillet en fremragende slutrunde.

Han er kun 26 år, nærmer sig landskamp nummer 50, har profileret sig i Tottenham og Premier League, har spillet en stor rolle i rødt og hvidt - men det her var et manifest i hans betydning. En meget stor slutrunde.

Efter nedturen på Wembley lå spillerne spredte rundt på den store plæne. Men det er ikke stumper, der skal samles. Når det mentale igen er ladt op, kan fodbold-Danmark se frem til flere fælles oplevelser med landsholdet. Der er så meget at køre videre med. Hjulmand har kun været ved roret i et år. Vi er måske kun lige begyndt på en ny storhedstid. Selv om det her var stort i sig selv. På mange planer.