EM fodbold

Landsholdet modtaget af håbefulde fans i lufthavnen: - Vi tager VM i stedet

De fremmødte fans i lufthavnen fik hverken de autografer, highfives eller selfies, de håbede på. Men synet af deres fodboldidoler var rigeligt.

Forventningen var ikke til at tage fejl af.

Børn som voksne iført landsholdstrøjer og med dannebrog malet på de solkyssede æblekinder stod klinet op ad afskærmningen ind til Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn.

En internationalt anerkendt arkitektonisk perle, der benyttes til modtagelse af "særlige gæster".

I dag var ingen undtagelse.

Klokken 15.45 ramte den rødlakerede MD 83'er dansk jord, og ud steg de danske landsholdshelte.

Spillere, som de seneste uger har malet landet rødt og hvidt, kostet uanede mængder øl spildt i eufori og vækket en nationalfølelse, som sjældent set før.

De har gjort det helt fantastisk

Signe Bidstrup, fodboldfan

Få hundrede meter derfra stod godt hundrede af deres fans tålmodigt og ventede. Nogle med tuscher, så de var klar, hvis muligheden for en autograf skulle byde sig.

Andre blot med ønsket om et lille glimt af idolerne fra tv.

Det første glimt

Optakten til det store landingsmoment var startet timer forinden, hvor enkelte havde taget turen ned på Flyvergrillen på Amager for at se, om de kunne spotte spillerflyet som nogle af de første.

Her mødte TV 2 blandt andre parret David Lublin og Signe Bidstrup, som spejdede efter flyet med sønnen Kaj på 3 år og deres 10 måneder gamle datter, Eva, på armen.

På grund af børnenes unge alder er landskampene blevet set hjemme i stuen, så torsdagens spillerhjemkomst var deres eneste chance for at få lidt landsholdsstemning, nu hvor Danmark måtte se sig slået af England i onsdagens semifinale.

- Det er aldrig sjovt at tabe, så vi er her også for at vise, at vi bakker op om dem. De har gjort det helt fantastisk, siger Signe Bidstrup til TV 2.

Håbefulde juniorfans

Som klokken nærmede sig 15.45, stimlede de rød- og hvidklædte sammen ved lufthavnsterminalen.

Det eneste, der officielt var meldt ud fra DBU's side, var, at der klokken 16.30 ville blive afholdt et kort pressemøde med landstræner Kasper Hjulmand og nogle enkelte spillere.

Hvem, der ville blive tale om, var der ingen blandt de ventende roligans, der vidste. Til gengæld var der mange, der gik og håbede, at lige netop deres favorit var en af dem, der ville troppe op.

- Jeg glæder mig mest til Yussuf Poulsen og Mæhle, sagde otteårige Laurits, som har set alle de af kampens turneringer, han har kunnet holde sig vågen til, og som nu stod klar til at få signeret både trøje og fodbold.

Et stykke derfra tog spillernes familier opstilling. De ventede på svar på de obligatoriske coronatests, før de igen kunne genforenes med deres kærester, fædre, mænd og sønner.

'Vi tager VM i stedet'

Klokken nærmede sig 16.30 uden syn af landsholdsspillerne. Alt imens begyndte de små fans' ben at blive trætte og blærerne fyldte.

- Kom ud, Danmark! Kom så uuuuud, begyndte nogle af de yngste at råbe.

Først da klokken havde passeret tidspunktet, hvor pressemødet skulle være begyndt, tonede de første medlemmer af landsholdstruppen frem fra den hangar, hvor de netop var blevet genforenet med deres familiemedlemmer udenfor pressens såvel som fansenes søgelys.

Jubelbrøl strømmede op fra gruppen af fans, som efter bedste evne forsøgte at kompensere for, at fremmødet ikke nærmede sig de scener, vi kender fra modtagelser, når vores sportsstjerner er vendt hjem med guld om halsen.

- Vi tager VM i stedet for!, lød et opmuntrende råb fra mængden, der nok engang skruede op for jubel og klapsalver.

En efter en passerede spillerne og forsvandt bag glasdørene, hvor pressemødet skulle afholdes. Enkelte vinkede, andre stak en tommeltot i vejret, men ingen nærmede sig de fremmødte fans.

Så tak på telefonerne

Håbet levede endnu.

På et eller andet tidspunkt skulle spillerne jo forlade terminalen igen, lød de beroligende ord mellem de rød- og hvidklædte, som måtte finde telefonerne frem for at følge med i det pressemøde, der fandt sted bag de lukkede døre.

Her stod et samlet landshold side om side og klappede af den danske befolkning, og en landstræner med våde øjne takkede for opbakningen.

Derfra begyndte det at drysse med spillere, som i små grupper gik ad afspærrede veje fra terminalen mod deres lift hjem.

Nogle blev hentet af kærester og koner, mens enkelte lagde derfra med deres fædre bag rattet, som så mange fodboldfædre før har hentet deres sønner fra weekendernes mange kampe.

Håbet om en highfive

Mens Hjulmand, Schmeichel, Kjær og Delaney stadig besvarede pressens spørgsmål bag glasdørene, begyndte de første fans at drible hjem. Tålmodigheden var sluppet op efter timers venten, og aftensmadstid nærmede sig for de yngste.

Først da klokken havde passeret 17, kom de sidste fire heltefigurer til syne.

For 11-årige William, som på det tidspunkt havde stået limet til forreste række i to timer, var det nu sidste chance for at inkassere den highfive fra Kasper Schmeichel, der stod øverst på ønskelisten.

Han heppede og kippede med dannebrog, men lige lidt hjalp det.

Idolet vinkede med sin ene hånd, mens han i den anden holdt sin datters.

I minutterne forinden havde han fortalt nationen, at han glædede sig til at komme hjem, og at der ventede en nyfødt datter, som han dårligt havde lært at kende endnu.

Da TV 2 spørger William, om han er skuffet over, at han ikke kom tættere på, svarer han prompte nej.

Han var bare glad for at få lov at se Kasper Schmeichel i virkeligheden.

Selvom det ikke blev denne gang, han fik lov at klappe målmandshånden, er han stadig lige så betaget af manden, der onsdag imponerede både ind- og udland med sine "verdensklasse"-redninger.

Sparker gang i fodbolddrømme

Skulle Kasper Schmeichel og kompagnonerne have været i tvivl, kunne et kig på fangruppen torsdag have bekræftet dem i, at de har været med til at sparke liv i utallige drengedrømme.

For eksempel kan de tage æren for, at otteårige Noah starter til fodbold, så snart han er færdig med at holde sommerferie.

- Jeg vil gerne være målmand ligesom Kasper Schmeichel, siger han til TV 2:

- Og hvis ikke jeg må være målmand, så vil jeg være en striker ligesom Damsgaard.