EM fodbold

EM-semifinalen er Morten Olsens største sejr

Havde det ikke været for Morten Olsens indsats i 00’erne, ville det danske landshold ikke stå så stærkt, som det gør i dag.

Danmarks EM er ovre. Smerten over et semifinalenederlag efter forlænget spilletid sidder stadig i os, og det samme gør stoltheden over indsatsen og lykkefølelsen over, at vi igen kan mærke vores landshold.

Heldigvis er der grund til at tro, at sommeren ’21 blot har været begyndelsen på en stor periode for det danske landshold. Semifinalen ved EM i 1984 blev fulgt af et magisk VM to år senere, og hvorfor skulle noget lignende ikke kunne gentage sig?

EM har været præget af store følelser efter Christian Eriksens kollaps i åbningskampen. Det har overskygget historien om, hvordan det egentlig kan være, at Danmark har fået så stærkt et landshold, at det kan spille lige op med kontinentets elite.

I eftertankens tid er den historie værd at fremhæve. Fordi den er vigtig. Den har Morten Olsen som sin hovedperson, og der er grund til at sende mange varme tanker ned mod den 71-årige ekslandstræner i hans hjem i Belgien. Herfra skal påstanden lyde, at det danske landshold aldrig havde stået så stærkt, som tilfældet er i dag, hvis det ikke havde været for Olsens klarsyn, lederskab og inspirationsevner.

Morten Olsen? Den landstræner, som kun kvalificerede Danmark til fire ud af otte mulige slutrunder? Mens både forgængeren Bo Johansson og efterfølgeren Åge Hareide havde en succesrate på 100 procent med to kvalifikationer ud af to mulige.

Ja, den Morten Olsen. For hyldesten handler ikke så meget om hans arbejde med selve landsholdet. Den handler om de forandringer i dansk fodbold, han satte i gang for snart to årtier siden.

"Den vigtigste skideballe i dansk fodbolds historie"

Helt konkret kan vi pege på en obskur kamp i Californien i vinteren 2004, hvor det danske ligalandshold blev sat til vægs af et amerikansk B-landshold, uden at ret mange i Danmark gik op i, at Peter Christiansen, Søren Berg, Denni Conteh og de andre Superliga-spillere åbenbart ikke havde klaret det særlig godt ovre i USA. Herregud, det var jo uden for sæsonen, holdet var overhovedet ikke sammenspillet, og i øvrigt stod Danmark foran EM i Portugal, den femte slutrunde i træk med dansk deltagelse, hvilket hverken før eller siden er blevet præsteret.

Men landstræneren selv var rasende. I Morten Olsens øjne var den jammerlige præstation endnu et bevis på, at dansk fodbold var gået i stå. Udviklingen af talenter var mangelfuld og gammeldags og haltede langt efter, hvad han havde bevidnet som klubtræner i Tyskland og Holland. Hvis ikke Danmark tog sig sammen, ville vi nogle år senere være hægtet af verdenstoppen, advarede Olsen.

Det skabte lidt bølger hjemme i andedammen. Nogle syntes, at Olsen var unødvendigt negativ, og selv DBU’s egen U/17-landstræner Hans Brun Larsen påpegede det uhensigtsmæssige i at ”skide i egen rede.” Snart meldte Olsen sig ud af debatten igen og valgte at passe sit A-landshold. Men internt havde hans møgfald sat et arbejde i gang. Det arbejde kom til at forandre, hvordan danske børn blev trænet, når de gik til fodbold.

Olsens opråb var ”den vigtigste skideballe i dansk fodbolds historie,” skrev Berlingskes daværende sportsredaktør Flemming Fjeldgaard i en særdeles fremsynet klumme i 2013. ”Det var raserianfaldet, der måske en dag kan blive Morten Olsens mest betydningsfulde bidrag til dansk fodbold, selv om han som spiller, anfører eller landstræner har haft indflydelse på A-landsholdet som ingen anden person i danmarkshistorien,” lød det fra Fjeldgaard.

En ny vej

Knap otte år senere kan vi efter min mening godt slette ”måske” fra Fjeldgaards tekst. Kun de mest forbitrede Morten Olsen-modstandere vil benægte, at hans indsats har gjort en forskel. Hans opråb i 2004 er fundamentet for, at det danske landshold nu i 2021 består af spillere fra fine klubadresser i de største ligaer i Europa.

Dengang i 00’erne var første skridt, at Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaard satte et stort arbejde i at analysere, hvad der egentlig foregik i dansk børnefodbold. Det udmøntede sig i 2005 i debatoplægget ”En ny vej”, som senere fik DBU’s blå stempel som anbefaling til den gode børnetræning ude i landet.

Med det som grundlag arbejdede Bordinggaard som U/21-landstræner videre med at skabe ”Den røde tråd” for den strukturerede talentudvikling, og samtidig blev der med et nyt licenssystem stillet større krav til indsatsen på talentudviklingsområdet i de danske eliteklubber, hvor mange gode kræfter tog ideerne til sig.

Ja ja, det lyder måske meget godt alt sammen, vil nogen måske tænke. Men hvor er beviset for, at der faktisk er en sammenhæng mellem en indsats for halvandet årti siden og den aktuelle EM-succes for A-landsholdet?

Man kan selvfølgelig altid vælge at tolke en forekomst af mange dygtige fodboldspillere på samme tidspunkt i et givet land som et lykketræf og en genetisk jackpot. Det var nok, hvad der skete i Danmark i 1980’erne. Men når man ser på billedet herunder, tegner der sig et vigtigt billede af, at den nuværende succes ikke er nogen tilfældighed.

Diagrammet viser med al tydelighed, at Morten Olsen fik ret, da han i 2004 spåede, at de danske fodboldspillere i de følgende år ville få svært ved at begå sig på højeste niveau. I 2004/05-sæsonen spillede danske spillere i alt 615 kampe i Europas fire stærkeste ligaer. I 2011/12-sæsonen var tallet reduceret til en tredjedel. Og som konsekvens måtte Olsen i højere og højere grad stille et landshold af bænkevarmere fra topligaerne og spillere fra mellemgode ligaer i udlandet eller fra Superligaen.

Men for fem-seks år siden vendte det igen. Pludselig begyndte danske spillere igen at få masser af spilletid i de store ligaer. Et boom, der fandt sted omkring ti år efter, at Morten Olsens opråb satte en række initiativer i gang på talentudviklingsområdet i Danmark. Læren fra nationer som Tyskland og Belgien, der med succes har reformeret deres talentudvikling siden årtusindeskiftet, har været, at effekten typisk viser sig på seniorplan omkring ti år senere, når en ny generation af spillere er blevet uddannet i de nye og forbedrede rammer.

Det passer påfaldende godt på Danmarks fremgang. Nutidens danske landsholdsspillere lider ikke længere af grundlæggende mangler; tværtimod er de så godt uddannet, at de kan begå sig på højeste niveau. I sidste ende kommer det landsholdet til gode, så Åge Hareide og Kasper Hjulmand har kunnet vælge ud fra et langt bedre spillermateriale, end Olsen kunne i sine sidste år som landstræner.

Og ser man længere ned i rækkerne, er der grund til at tro, at EM-succesen kun bliver starten på en stærk periode for dansk landsholdsfodbold. U/21-landsholdet har kvalificeret sig til de fire sidste EM-slutrunder, og de 17-18-årige spillere født i 2003 bliver i DBU set som den mest talentfulde årgang i mange år.

Tre landstrænere

Alt dette havde næppe været muligt, hvis ikke Morten Olsen dengang i 2004 havde råbt op. Han vidste godt, at han næppe selv ville nå at drage fordel af en forbedret talentudvikling, hvis effekt måske lå ti år ude i fremtiden. Han tog dermed ansvar for noget, som reelt ikke angik hans eget A-landshold, og det visionære lederskab er værd at huske på nu.

Men var Olsens sidste år som landstræner ikke ganske skuffende? Jo, det var de bestemt. Hans spil stivnede i sit udtryk, og han havde svært ved at tilpasse sin ambitiøse opfattelse af spillet et mere begrænset spillermateriale.

Jeg ville derfor ønske, at Olsen havde valgt at stoppe som landstræner efter EM i 2012. Det havde været bedst, både for landsholdet og ham selv. Men det må være muligt både at have holdningen, at Olsen burde være stoppet tidligere, og samtidig anerkende og lovprise manden for hans uvurderlige og helt afgørende rolle i Danmarks aktuelle succes.

Inden EM sagde Kasper Hjulmand, at Danmark gik ind til slutrunden med to landstrænere i ryggen og tænkte der på Hareide, der havde kvalificeret holdet. Reelt kunne Hjulmand sagtens have sagt tre. For på hver deres måde har de tre store landstrænere Morten Olsen, Åge Hareide og Kasper Hjulmand bidraget til en eventyrlig dansk fodboldsommer. Og det hele startede med en elendig ligalandskamp i Californien.