EM fodbold

Over 300.000 briter skriver under - vil have fri efter EM-finalen

Engelske fans vil gerne have en fridag på mandag, hvis nationen skulle gå hen og vinde EM søndag aften.

Det fodboldgale land befinder sig i disse dage i en ekstatisk tilstand.

England spillede sig som bekendt i EM-finalen, da de onsdag aften vandt 2-1 over Danmark. Nationen festede løs efter sejren, og EM-festen er langtfra slut.

Afstemning

Hvem holder du med i EM-finalen?

De engelske fans skal efter alt at dømme feste uafbrudt de næste fire dage. Og hvis det står til dem, så skal de have lov til at feste uden en bagkant, hvis de skulle ende med at løfte pokalen søndag aften.

I skrivende stund har mere end 300.000 englændere skrevet under på en underskriftsindsamling om at få en ekstra fridag mandag i tilfælde af en EM-sejr søndag aften.

Underskriftsindsamling er den engelske pendant til et borgerforslag, som vi kender det i Danmark.

Derfor fremgår det af lovgivningen, at det engelske parlament SKAL tænke over alle indsamlinger, der runder 100.000 underskrifter. Regeringen skal ligeledes reagere på alle indsamlinger, der får mere end 10.000 underskrifter.

Det er kun muligt at skrive under, hvis man er britisk statsborger, hvilket gør den store støtte endnu mere imponerende.

- En historisk sejr bør fejres

Engelske Lee Jones startede indsamlingen, og i sin begrundelse for den ekstra fridag skriver han følgende:

- Søndag aften klokken 20 er et svært tidspunkt for familier at planlægge at være sammen under begivenheden. Hvis vi ved, vi har en ekstra fridag dagen efter, vil det hjælpe meget.

- Yderligere bør en historisk sejr også fejres. Det forventes, at det vindende hold laver en parade med trofæet, og det vil være det perfekte tidspunkt at gøre det på en fridag, lyder forklaringen.

England skal i første omgang lige vinde EM-finalen, inden det bliver aktuelt med en fridag på mandag.

Briterne troede dog allerede så meget på en finaleplads inden kampen mod Danmark, at størstedelen af de engelske pubber allerede inden onsdagens semifinale mod Danmark meldte om udsolgt til søndagens finale.

Det skriver Daily Mail.

Længere åbningstider

De engelske pubs har fået de bedst mulige vilkår for at holde en fest søndag aften.

Den officielle talsperson for Englands premierminister, Boris Johnson, har givet grønt lyst til, at pubber må udvide åbningstiderne søndag aften.

I tilfælde af forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence må pubber og barer holde åbent til klokken 23.15 engelsk tid, hvor kampen starter klokken 20.

- Vi har planer om at give pubber mulighed for at holde åbent indtil kl. 23.15 søndag. Hele nationen er blevet grebet af EM, og dette vil sikre, at folk kan samle sig og nyde finalen på pubber, hvis de ønsker det, siger han ifølge Sky Sports.

EM-finalen bliver spillet klokken 21 dansk tid, og Wembley lægger græs til opgøret mellem England og Italien.