Fodbold

Spillernes sidste EM-afsked: - Aldrig oplevet noget lignende

Kasper Schmeichel og resten af holdkammeraterne har sendt en sidste hilsen til de danske fans, inden de nu er gået på en velfortjent ferie.

Spillerne på det danske fodboldlandshold er rejst hver til sit, efter at de torsdag samlet stod foran pressen for sidste gang i forbindelse med EM-slutrunden.

Nu venter en velfortjent ferie, inden sæsonen starter i deres respektive klubber.

Flere af spillerne har haft tid til at reflektere over slutrunden. Her er et udpluk fra de sociale medier, hvor flere af dem har sat et foreløbigt sidste punktum for en lang EM-periode og sendt en sidste hilsen til de danske fans.

Kasper Schmeichel

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er så stolt over at repræsentere Danmark. I var der, da vi havde allermest brug for jer. I har vist hele verden, hvad det vil sige at være dansker. Det har været opskriften på de seneste ugers fantastiske rejse, og jeg er sikker på, at vi kommer til at bygge på det her fremadrettet. Dette er kun begyndelsen. Tusind tak, Danmark.

Jannik Vestergaard

- Følelserne lige nu er mange, men altoverskyggende er stoltheden. Stoltheden over mine holdkammerater og vores utrolige stab. Over vores trænerteam som under de sværeste betingelser har ledet os forbilledligt. Og allerstørst af alt; stoltheden over at få lov til at repræsentere Danmark. Vi er måske et lille land målt på størrelse og indbyggere, men på hjerte, fællesskab og sammenhold er vi store. Tak til hver og én. Jeg og vi vil aldrig glemme det.

Andreas Christensen

- Den opbakning, stemningen og det vigtigste, det sammenhold vi har opnået som land, er for mig en kæmpe drøm, som er gået i opfyldelse! Vi spillede for Danmark, og vi er utroligt taknemmelige over den ubeskrivelige opbakning, vi har modtaget.

Martin Braithwaite

- Et fantastisk eventyr med dette hold er desværre slut. Vi har gennemgået et par vilde uger med følelserne uden på tøjet, kæmpestore øjeblikke og minder for livet, som vi har haft æren af at dele med hele Danmark.

Yussuf Poulsen

- Til Danmark: Det har været nogle fantastiske uger, på godt og ondt. Vi gav alt. Jeg er stolt af alt det, vi har givet, leveret og præsteret til og for Danmark. Tak til alle jer, der har støttet os. Tak til drengene og staben. Vi vil aldrig glemme denne sommer.