EM fodbold

Danske fans udsat for grov opførsel ved EM-semifinale: - Jeg skal ikke nyde noget af det igen

Den engelske opførsel har skabt harme hos premierminister Boris Johnson, som vil give de italienske fans en bedre oplevelse.

Det skulle have været en glad aften på Wembley, da Danmark og England tørnede sammen i EM-semifinalen onsdag.

Men for mange af de godt og vel 8000 danske fans, som havde fået lov til at komme ind på stadion, vil kampen blive huske for noget andet.

I dagene efter Danmarks nederlag er der nemlig kommet flere og flere beretninger fra danske tilskuere om, hvordan engelske fans råbte skældsord efter dem, mens nogle sågar blev spyttet på eller fik kastet flasker efter sig.

Sunva og hendes datter Bertie, som ikke vil stå frem med fuldt navn af frygt for deres sikkerhed, oplevede på tætteste hold, hvordan de engelske fans fik lov til at gøre, som det passede dem, uden at der blev grebet ind.

Og da de forsøgte at komme væk fra stadion, blev de forfulgt af en engelsk mand, fortæller Sunva.

- Hele vejen til taxaen var der en mand, som truede os. Jeg bad ham stoppe med at følge efter og chikanere os, siger hun til TV 2.

Hun fortæller, hvordan manden fortsatte sin forfølgelse af familien med det argument, at han ville følge dem hjem.

Vil ikke på stadion igen

Den engelske fan nøjedes dog ikke med at være truende over for Sunva og hendes mand, også datteren Bertie på ni år fik en kommentar med på vejen.

Min datter skal ikke vokse op i et land, hvor hun ikke er tryg

Sunva, dansk fan, der var inde at se kampen

- Lige pludselig siger han: I har en smuk datter, der skal vel ikke ske hende noget, fortæller Sunva.

De engelske fans opførsel har gjort, at datteren ikke har lyst til at tage ind og se fodbold igen. Kampen var ellers hendes første på stadion, og hun havde glædet sig til at heppe fra tilskuerpladserne.

Sunva overvejer nu, om familien skal flytte fra England tilbage til Skandinavien, for hun vil ikke have, at hendes datter skal bo et sted, hvor sådan en opførsel er acceptabel.

- Hun skal ikke vokse op i et land, hvor hun ikke er tryg, fastslår hun.

Deler dårlige oplevelser i Facebook-grupper

Og Sunva er ikke alene om at tage hjem fra seminfinalen med en ubehagelig oplevelse.

Flere danskere, der onsdag aften var på Wembley, har siden kampen delt deres oplevelser i for eksempel Facebook-grupper for danskere i London, og mange har berettet om voldsomme episoder med engelske fodboldfans.

En af dem er Birgitte Lydum, som sammen med sin 13-årige datter Esther havde set frem til at se deres første fodboldkamp nogensinde.

Allerede på vej mod Wembley Stadium blev det dog tydeligt for Birgitte Lydum, at kampen for mange engelske fans var meget mere end bare en kamp.

- Folk begyndte at råbe og komme med grimme kommentarer. Min datter tog en trøje på, så man ikke kunne se, at hun havde en Danmarkstrøje på indenunder, fortæller hun til TV 2.

Udlandsdanskeren, der har boet de sidste 21 år i London, havde regnet med, at når først hun og datteren var kommet i sikkerhed på den danske tribune, ville de kunne heppe på Kasper Hjulmand og landsholdet i fred og ro.

Men det skulle vise sig, at flere af de danske fans havde valgt at videresælge deres billetter til englændere.

Og den ellers gode atmosfære på de danske lægter blev derfor forstyrret af engelske fans, som ifølge hende opførte sig aggressivt og spyttede efter de omkringsiddende danske fans.

- Jeg er simpelthen så lettet over, at England ikke tabte. For jeg tør slet ikke tænke på, hvad der så var sket, siger Birgitte Lydum.

Hun fortæller, at hun nu har advaret alle sine italienske venner, som skal ind og overvære finalen på søndag.

Bøde til engelsk fodboldforbund

De engelske fans har også skabt overskrifter i Storbritannien.

Jeg skal ikke nyde noget af det igen

Birgitte Lydum, dansker bosiddende i London

Dagen efter semifinalen valgte UEFA at åbne en disciplinærsag mod England for tre forseelser: Brug af laserlys, buhråb under den danske nationalsang og brug af pyroteknik fra fans.

En laserpen blev blandt andet rettet mod Danmarks målmand Kasper Schmeichel i forbindelse med Englands straffespark i den forlængede spilletid af EM-semifinalen.

Sagen endte lørdag med en bøde til det engelske fodboldforbund FA på knap en kvart million danske kroner.

Flere danskere, som var inde at overvære kampen, skriver også om manglende sikkerhed på stadion. Birgitte Lydum så for eksempel kun to politibetjente uden for stadium, og inde på Wembley gjorde vagterne ikke noget for at dysse de aggressive engelske fans ned, lyder det.

- Vagterne virkede til at være meget unge og uerfarne. Jeg tror, de var lige så bange for de her bøller som os. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af det igen, understreger hun.

Stjerner med opsang til engelske fans

De engelske fans buhen af Danmarks nationalsang har fået langt mere spalteplads end danske fans' ubehagelige oplevelser.

Og dagen efter kampen gik den tidligere engelske landsholdsspiller og nuværende fodboldkommentator Gary Lineker på Twitter og gav de engelske fodboldfans en opsang.

- Hvis du er så heldig, at du får en billet til finalen, så please please lad være med at buhe af Italiens nationalsang. A/ Det er et pragteksemplar af en sang, som er værd at lytte til. B/ Det er pokkers uforskammet, respektløst og tegn på manglende klasse, skrev han.

Linekers opsang satte gang i en bølge, hvor flere kendte briter delte opslaget. Mange med en personlig opfordring om til de engelske fans om at opføre sig ordentligt.

Selv premierminister Boris Johnson har kastet sig ind i kampen for at give de italienske fans en bedre oplevelse end de danske i finalen.

- Vi vil ikke have, at fans buher af holdene. Vi vil have, at fans viser opbakning og respekt, siger den officielle talsperson for premierministeren ifølge Sky Sports.

England tager søndag aften klokken 21 imod Italien på hjemmebanen, Wembley, i kampen om EM-guldet.