Fodbold

Brøndby sælger profil

Jesper Lindstrøm skifter til Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga med øjeblikkelig virkning, meddeler Brøndby IF.

Superligaprofilen Jesper Lindstrøm forlader Brøndby IF.

Den danske mesterklub er blevet enig med den tyske bundesligaklub Eintracht Frankfurt om et salg af offensivspilleren, oplyser Brøndby i en selskabsmeddelelse søndag.

- Jeg vil starte med at sige tak. Tak for alle de år, jeg har haft i Brøndby IF og alle de mange mennesker, der har hjulpet mig og været der for mig. Jeg er meget taknemmelig for hele min tid i klubben, og jeg er både stolt og glad for alle de minder, jeg har fået sammen med en masse gode mennesker i Brøndby IF. Dem vil jeg aldrig glemme, siger Jesper Lindstrøm i en pressemeddelelse.

"Kommer heller aldrig til at glemme sidste sæson"

21-årige Jesper Lindstrøm kom til Brøndby som U13-spiller. I august 2018 blev han indlemmet i førsteholdstruppen, og i sidste sæson kom karrierens hidtil største højdepunkt, da han og Brøndby vandt det danske mesterskab. Det var Brøndbys første mesterskab i 16 år.

Det er en oplevelse, Jesper Lindstrøm – der har fået en femårig kontrakt med Eintracht Frankfurt – altid vil huske tilbage på.

- Jeg kommer heller aldrig til at glemme sidste sæson. Selvom mine minder med Brøndby IF går meget længere tilbage end min debut på superligaholdet, var det en kæmpestor drøm at hæve trofæet på Brøndby Stadion og fejre guldet sammen med fansene. Det var helt vildt, og der går lang tid, før jeg kan tænke på det uden at få kuldegysninger, siger Jesper Lindstrøm.

- Fansene fortjener selvfølgelig også en stor tak. Måske den største. I har en kæmpe andel i, at jeg kan få lov til at udleve min drøm om at komme til udlandet, og jeg er så taknemmelig for jeres opbakning i tykt og tyndt. I gør Brøndby IF til den helt specielle klub, den er, og jeg er stolt over at kunne kalde mig Brøndbyfan, når nogen spørger.

Forventninger til regnskab opjusteret

Det er fem dage siden, Brøndby meddelte, at klubben var i dialog om et salg af Lindstrøm. Samtidig opjusterede Brøndby forventningerne til årets regnskab med op til 30 millioner kroner.

Denne opjustering af årets resultat før skat fastholdes, skriver Brøndby, der dog vil opjustere forventninger til årets resultat yderligere, såfremt det lykkes klubben at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League.

Brøndby er som minimum sikret deltagelse i gruppespillet i Europa League i den kommende sæson.

Jesper Lindstrøm står noteret for én A-landskamp i rødt og hvidt. Han fik debut i en træningskamp mod Sverige på Brøndby Stadion 11. november sidste år.

Tidligere på sommeren var Lindstrøm en del af det danske U21-landshold, der nåede kvartfinalerne ved EM.