Fodbold

Atlético Madrid køber argentinsk Serie A-stjerne

Atlético Madrid har lavet en femårig kontrakt med den argentinske landsholdsprofil Rodrigo de Paul.

Atlético Madrid har mandag fuldført en markant forstærkning af holdet frem mod den kommende sæson.

Fra den italienske klub Udinese kommer midtbanespilleren Rodrigo de Paul, der lørdag var med til at sikre Argentina sejren ved Copa America.

Den 27-årige kreatør har lavet en femårig kontrakt, skriver Atlético Madrid på sin hjemmeside og tilføjer, at lægetjekket er gennemført og bestået.

Han bliver i Atlético Madrid forenet med landsmanden Diego Simeone, der netop har forlænget sin kontrakt som cheftræner for holdet.

- Jeg er meget glad for muligheden for at arbejde under Simeones ledelse. Mest af alt på grund af den træner, han er. Han er en af de bedste nogensinde.

- Jeg elsker fodbold, og det er et privilegie at have en træner som Simeone til at guide mig, siger den nyslåede Atletico Madrid-spiller til klubbens hjemmeside.

De Paul har udviklet sig til en af Serie A's mest markante spillere gennem de seneste sæsoner.

I alt står han noteret for 184 kampe for Udinese. Heri har han bidraget med 34 mål og 36 assists.