Tidligere Liverpool-spiller skifter til Køge
HB Køge har skrevet kontrakt med den tidligere Liverpool-spiller Jon Flanagan.
De kender hinanden fra Liverpool, og nu skal Daniel Agger og Jon Flanagan til at arbejde sammen igen.
Flanagan skifter nemlig til førstedivisionsklubben HB Køge, hvor Daniel Agger er cheftræner. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Vi har længe haft Jon Flanagan på vores liste over prioriterede emner til spillertruppen, og er glade for at vi er blevet enige om en aftale. Jon er en hurtig, fysisk stærk og hårdtarbejdende back, der kommer med masser af erfaring fra blandt andet Liverpool og Rangers. siger HB Køge-direktør Per Rud til klubbens hjemmeside.
Jon Flanagan var ungdomsspiller i Liverpool, inden han kom ind på førsteholdet. Han har spillet 47 kampe for Liverpool og en enkelt kamp for det engelske landshold, og så har han været lejet ud til Burnley og Bolton, inden han skiftede til skotske Rangers på en fri transfer i 2018.
Da aftalen med skotterne udløb i 2020, tog han til Charleroi i Belgien, hvor hans kontrakt udløb for få uger siden. Nu har han skrevet under på en toårig kontrakt med Køge.
- Vi er naturligvis opmærksomme på, at Jon Flanagan ikke har spillet så meget det seneste år, men han er i god form, og Daniel Agger har blandt andet indhentet rigtig fine referencer på ham fra Steven Gerrard i Rangers. Daniel kender også selv Jon Flanagan og hans kvaliteter fra deres fælles fortid i Liverpool, og vi tror på, at Jon Flanagan kan gå hen og blive en profil her i klubben, siger Per Rud.
HB Køge indleder sæsonen i Danmarks næstbedste række den 23. juli mod Horsens.