Fodbold

Her er de danske holds mulige modstandere i Europa

PSV Eindhoven eller Galatasaray venter for FCM i Champions League-kvalifikationen, hvis holdet går videre.

Hvis FC Midtjylland går videre fra mødet med Celtic i anden runde af Champions League-kvalifikationen, venter der enten hollandsk eller tyrkisk modstand.

Efter en lodtrækning mandag står det nemlig klart, at midtjyderne skal op imod vinderen af mødet mellem PSV Eindhoven eller Galatasaray i tilfælde af avancement.

PSV blev nummer to i Æresdivisionen i sidste sæson. Galatasaray endte også på en andenplads i Süper Lig i Tyrkiet.

Men først venter Celtic altså for Bo Henriksens mandskab. FC Midtjyllands første møde med skotterne finder sted tirsdag i Glasgow. Der er returkamp i Herning onsdag i næste uge.

Taber FC Midtjylland til Celtic, ryger holdet over i Europa League-kvalifikationens tredje runde, hvor tjekkiske Jablonec i så fald venter.

FC Midtjylland var i sidste sæson med i Champions Leagues gruppespil, hvor det blev til en fjerdeplads og exit i en svær gruppe med Liverpool, Napoli og Atalanta.

Brøndby er også med i Champions League-kvalifikationen, men træder først ind i fjerde og sidste kvalifikationsrunde. 2. august bliver det i en lodtrækning afgjort, hvem de forsvarende danske mestre skal møde.

AGF og FCK kender også mulige modstandere

Senere mandag var der lodtrækning til Conference League-kvalifikationen, som AGF og FC København er med i.

Hvis aarhusianerne slår Larne fra Nordirland, skal de møde Paços de Ferreira fra Portugal i tredje runde.

FCK skal op imod bulgarske Lokomotiv Plovdiv eller FC Slovacko fra Tjekkiet i tilfælde af en samlet sejr over hviderussiske Torpedo Zhodino.