Fodbold

Dansk landsholdsmålmand skifter til konkurrent

Frederik Rønnow ser frem til sin nye udfordring i hovedstadsklubben.

Frederik Rønnow skifter til fodboldklubben Union Berlin.

Det skriver den tyske bundesligaklub på sin hjemmeside. Kontrakten med den danske landsholdsmålmand gælder for den kommende sæson.

- Jeg er meget glad for mit skifte til Union. Den seneste sæson var ikke nem for mig, men jeg vil lægge det bag mig. Jeg ser frem til en ny udfordring i Berlin, siger han til Union Berlins hjemmeside.

- Det, som holdet viste i den seneste sæson, var imponerende. Jeg vil gøre min del for at blive succesfuld i denne sæson og spille en god rolle i alle tre turneringer.

Union Berlin henter Rønnow i Eintracht Frankfurt, der er den rivaliserende klub. Her kom danskeren til i 2018. I den seneste sæson har han dog været lejet ud til Schalke 04.

Berlin-klubben blev nummer syv i den foregående Bundesliga-sæson, mens Frankfurt blev nummer fem.

Har international erfaring

Frederik Rønnow indgår i et team af tre keepere på førsteholdet og bliver kollega med landsmanden Jakob Busk samt Andreas Luthe. Rønnow passer godt ind i den trio, mener sportsdirektør i Union Berlin Oliver Ruhnert.

- Han er en målmand med international erfaring, der ønsker at konkurrere om at blive nummer et, siger han til hjemmesiden.

Rønnow var med i den danske landsholdstrup ved EM, men fik ikke spilletid, da Kasper Schmeichel vogtede målet i alle Danmarks kampe.

Han er noteret for i alt otte landskampe for Danmark.

Han støder til klubben 30. juli, skriver holdet.