Fodbold

- Et frustrerende resultat, siger Celtic-manager

Ange Postecoglou er frustreret over resultatet og meget glad for spillet efter 1-1 mod FC Midtjylland.

Celtic spillede bedst og skabte flest chancer, men fik kun 1-1 med fra sin hjemmekamp mod FC Midtjylland i Champions League-kvalifikationen.

Manager Ange Postecoglou har det ambivalent.

- Det er et frustrerende resultat. Men i forhold til præstationen er jeg mere end glad for spillerne. Jeg synes, det var en fremragende indsats, siger Celtic-manageren til BBC.

Den tidligere australske landstræner, der har overtaget roret i Celtic denne sommer, roser sit hold for at holde FC Midtjylland nede på stort set ingen chancer i åbent spil.

- Vi kontrollerede kampen godt i første halvleg, scorede og skabte et par andre chancer. Vi holdt dem nede på næsten ingenting, men så blev vi reduceret til ti mand i en betydelig periode.

- Jeg synes dog stadig, at vi håndterede det godt. Vi var kompakte og skabte vores chancer, siger Celtic-chefen.

Jysk udvisning

Den israelske forsvarspiller Nir Bitton fik to gule kort i første halvleg, men Postecoglou tager udvisningen med sindsro.

- Spillere svigter mig ikke. Bitton er nok mere skuffet end nogen anden, for jeg ved, hvor meget han ønskede at præstere, siger Postecoglou.

Celtic spillede godt et kvarter i undertal i starten af anden halvleg, inden FC Midtjylland fik kantspilleren Anders Dreyer udvist efter to gule kort. Både han og Bitton misser returkampen.

Udebanemål tæller ikke længere i de europæiske turneringer, så alt er helt lige, inden Celtic gæster Herning onsdag i næste uge.

Den samlede vinder møder enten PSV Eindhoven eller Galatasaray i næste runde af Champions League-kvalifikationen, mens taberen møder tjekkiske Jablonec i Europa League-kvalifikationen.