Fodbold

Tyrkisk klub præsenterer SL-profil - men Sønderjyske afviser skiftet

Antalyaspor har præsenteret Haji Wright, men handlen er ikke på plads endnu, fastslår Sønderjyske.

Sønderjyskes amerikanske angriber Haji Wright er skiftet til tyrkisk fodbold.

Det hævder i hvert fald den tyrkiske klub Antalyaspor fra den bedste række, men Sønderjyske er ikke enig.

Antalyaspor skriver på Twitter, at klubben har lejet 23-årige Wright frem til næste sommer, og at aftalen indeholder en købsoption. Nyheden ledsages af en video, hvor 23-årige Wright optræder.

Men Sønderjyske har endnu ikke skrevet om skiftet, og det er ikke en forglemmelse eller på grund af ferie, fastslår direktør Jonas Lygaard.

- Vi har ikke en aftale endnu, og vi melder ikke noget ud, før alle ting i en aftale på plads, siger Lygaard.

- Sådan fungerer det ikke alle steder i verden, men det lader vi os ikke påvirke af. Vi regner stadig med at lave en aftale med en klub, men når der stadig mangler ting som penge, så melder vi det ikke ud, tilføjer Lygaard.

Wright scorede i sidste sæson 11 mål i 29 kampe og blev Sønderjyskes topscorer.

Efter sommerpausen har amerikaneren forsøgt at gennemtvinge et skifte væk fra klubben ved at udeblive fra opstarten. Men Sønderjyske står fast på, at klubben kun sælger ham, hvis økonomien er tilfredsstillende.

Sønderjyske spillede mandag 0-0 hos oprykkeren Silkeborg i sin første kamp i den sæsonen under klubbens nye tyske cheftræner, Michael Boris.

Næste kamp er mandag på hjemmebane mod Vejle.