Fodbold

TV 2 dækker U21-landsholdets vej til EM i 2023

Når U21-landsholdet til efteråret tager hul på kvalifikationen til EM 2023, så kan du se kampene på TV 2's kanaler.

Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard og Jonas Wind.

Det er blot nogle af de spillere, som har taget turen fra U21-landsholdet og op på A-landsholdet.

Det vidner om en stor kvalitet på et hold, der har været med til de seneste fire U21-EM-slutrunder. Nu skal holdet forsøge at kvalificere sig til endnu en slutrunde, når kvalifikationen til EM 2023 i Rumænien og Georgien til efteråret bliver skudt i gang. Og dén kvalifikation kan du se på TV 2s platforme.

TV 2s sportschef, Frederik Lausen, ser det som et oplagt valg at dække U21-landsholdet:

- U21-landsholdet fungerer som en fødekæde, der i de kommende år vil levere stærke profiler til det A-landshold, som TV 2 kommer til at dække tæt, når vores seksårige rettighedsaftale træder i kraft i sommeren 2022. I det lys er det helt naturligt for os at styrke dækningen af U21-landsholdet, der gennem flere år har leveret store præstationer på den internationale scene.

Vi glæder os meget til at vise Danmarks U21-profiler frem på vores platforme, siger Frederik Lauesen.

Et velfortjent fokus på U21-landsholdet

Også fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, glæder sig over, at U21-landsholdet får yderligere dækning på TV 2s platforme:

- Det er glædeligt, at der også fremadrettet kommer et velfortjent fokus på U21-landsholdet. Holdet har gennem årene leveret mange spillere til A-landsholdet samt skabt imponerende resultater.

- Det er et skulderklap til spillerne, staben samt vores talentudviklingsmiljøer, at TV 2 nu skal dække de kommende kval-kampe. Aftalen og TV 2s store platform betyder også, at dette landshold får muligheden for at samle og inspirere Danmark gennem offensivt spil og sympatisk væremåde, siger Peter Møller.

Danmark er i EM-kvalifikationen kommet i gruppe med Belgien, Skotland, Tyrkiet og Kasakhstan. Holdet starter kvalifikationen ude mod Kasakhstan 7. september.