Fodbold

"Fiasko" - AGF lægger sig fladt ned efter europæisk skuffelse

Det samlede nederlag til semiprofferne fra Larne FC var slet ikke godt nok fra AGF's side. Det erkendte spillere og træner efter opgøret.

Hængende og nedadvendte mundvige.

Det var, hvad AGF-spillerne og træner David Nielsen havde tilfælles, da TV 2 SPORT fangede aarhusianerne efter det samlede 3-2-nederlag til nordirske Larne FC i Europa Conference League-kvalifikationen.

Det undertippede mandskab vandt overraskende det første opgør med 2-1. Og det lykkedes ikke AGF at indhente det forspring på hjemmebane, der spillede det meste af kampen i undertal, efter Jón Dagur Thorsteinsson blev udvist med to gule kort. Først for brok. Siden for film.

Det europæiske exit ærgrede hovedpersonerne sig selvsagt gevaldigt over.

Jesper Hansen, målmand: - Det er en kæmpe skuffelse og rigtig skidt. Jeg synes ikke, man kunne se, at vi spillede med 10 mand. Vi får vist den rigtige attitude, men det gør det jo ikke nemmere. Det er ikke godt nok, at vi leverer sådan en præstation i Nordirland og sætter os selv i en svær situation. Alt i alt er det en fiasko. Det kan man ikke komme udenom.

Patrick Olsen, midtbanespiller: - Det er da en kæmpe fiasko. Vi burde være klogere og bedre i sådanne kampe. Vi skal lære af det, og vi skal ikke lade os frustrere af, at de trækker tiden. Vi havde chancerne til at afgøre det, og så skal vi jo også gøre det.

David Nielsen, cheftræner: - Vi skyder os selv i foden, når vi skal spille med 10 mand. Det er mit ansvar. Vi er ude af Europa, og vi har skuffet på vegne af Danmark. Det er smerte ikke at være god nok.

Lyn-analyse

Jakob Michelsen, fodboldekspert TV 2 SPORT: - Det var ganske enkelt en skandale. Thorsteinsson gjorde det rigtig, rigtig svært for sine holdkammerater, for jeg synes egentlig, at attituden var der i dag. Men niveauet over to kampe har ikke været der for AGF. Man kan vel ikke engang sige, at det er ufortjent, at de ryger ud.

Det er vel den største europæiske skuffelse, et dansk hold nogensinde har leveret, og det siger ikke så lidt.

Stolte nordirere

På Ceres Park kom AGF bagud med 1-0, og derfor var den efterfølgende udligning i anden halvleg fra Patrick Olsen på et straffespark ikke tilstrækkelig, da de ikke scorede yderligere.

Anderledes humør var der i den nordirske lejr efter opgøret, der næsten ikke kunne forstå, at de lykkedes med missionen.

- Det er det største resultat i klubbens historie. Vi er en meget lille klub, så det er lidt af en drøm og helt fantastisk, lød det fra den 36-årige Larne FC-anfører, Jeff Hughes.