Fodbold

Spillerne har brudt EfB-ejers tillid - totalt kaos, siger ekspert

21 Esbjerg-spillere har i et åbnet brev kritiseret klubbens ledelse og udtrykker mistillid til træneren.

1. divisionsklubben Esbjerg fB er ikke kun et samtaleemne i Vestjylland. Faktisk optager den det meste af Danmark i de her dage.

I den seneste tid har knap så pæne historier om klubbens træner Peter Hyballa set dagens lys. Det kulminerede torsdag, da 21 Esbjerg-spillere sendte et åbent brev til klubbens ledelse, hvor mistillid blev udtrykt. Derudover bekræftede de rygterne om Hyballas omdiskuterede metoder på træningsbanen.

Esbjergs amerikanske ejer og bestyrelsesmedlem, Paul Conway, har løbende afvist alle anklager mod klub og træner.

Men hele sagen er nu nået til et punkt, hvor der skal tages drastisk affære. Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Det er jo totalt kaos. Vi har hørt de småhistorier, der kom ud, og vi har set Paul Conway, der kom ud på en meget speciel måde og sagde, han skulle bruge fakta. Og det har han fået. Der må blive reageret på den ene eller den anden måde, lyder det.

De har været uprofessionelle

Esbjerg-ejer Paul Conway om spillernes brev

Men det skal spillerne ikke forvente. Det siger Paul Conway, da TV 2 SPORT spurgte ham om, hvordan han har reageret på spillernes brev.

- Spillere, der vil stille holdet og udpege træneren, er ikke professionelle. Og vi vil ikke bekymre os om det. Vi går kun op i facts (faktuelle oplysninger, red.). Jeg har mødt spillerne flere gange, og jeg sagde til dem alle, at hvis de har nogle problemer, så kontakt mig individuelt.

- To spillere reagerede med, at de bare vil spille fodbold og fortalte, at de havde det godt. Desværre har spillerne nu brudt vores tillid, og ansvaret går begge veje i det her. De har været uprofessionelle, siger Paul Conway.

Men brevet indeholder mange specifikke facts. Hvad siger du til det?

- Der er forskel på facts og beskyldninger, siger Conway, der også oplyser, at klubben har hyret en uafhængig juridisk tredjepart til at undersøge sagen nærmere.

Kun en løsning

I brevet, som Spillerforeningen stod for at udsende, beskrives det, hvordan Peter Hyballa flere gange både fysisk og psykisk har afstraffet spillerne.

- Det lader til at være en igangværende ydmygelse af spillerne, og det lader til at være en dårlig oplevelse og dagligdag, de går ind til, siger Mads Junker, der kun ser en løsning på problemet.

Klubben bør skille sig af med Peter Hyballa.

- Ellers ser det ud til, at Esbjerg stiller op uden spillere, tilføjer fodboldeksperten.

Spillerforeningen oplyser til TV 2, at de fortsat står bag Esbjerg-spillerne.

- Det har noget at gøre med den måde, som træneren har ageret på overfor spillerne, og det er langt, langt over stregen i forhold til, hvad man kan forvente på en dansk arbejdsplads og på alle arbejdspladser i hele verden, fortæller direktør Michael Sahl Hansen.

Esbjerg delte med Vendsyssel, da klubberne tørnede sammen i sæsonpremieren søndag.