Fodbold

Byrådsmedlem truer med at sløjfe sponsorat til Esbjerg fB

Spillerne har blandt andet beskyldt træneren for fysisk afstraffelse, trusler om fyring og "regulær mobning".

Den seneste uges tid har budt på noget nær åben mediekrig mellem fodboldspillerne i Esbjerg fB og klubbens cheftræner, Peter Hyballa, som nyder opbakning fra ledelsen.

Spillerne har berettet om ualmindeligt hårdhændede trænermetoder, der ifølge dem inkluderer fysiske og psykiske overgreb.

Torsdag sendte 21 spillere et åbent brev til EfB's ledelse, hvor de erklærede "stærk mistillid" til deres træner.

Jeg er cheftræner i Esbjerg lige nu, og det er mig, der bestemmer.

Peter Hyballa

Peter Hyballa har kaldt beskyldningerne for ”komplet nonsens” og kritikken for en sammensværgelse mod ham, og klubbens ledelse har konsekvent bakket op om træneren.

Nu går der så politik i sagen.

Esbjerg Kommune har nemlig sponsoraftaler for omtrent en halv million kroner årligt med EfB, men de aftaler skal stoppes, såfremt spillernes forklaringer står til troende, og klubben ikke får styr på arbejdsforholdene. Det mener Karen Sandrini (S), der er byrådsmedlem i Esbjerg Kommune.

- Hvis klubben ikke er villig til at imødekomme spillernes krav om respekt, mener jeg ikke, at Esbjerg Kommune skal støtte EfB med sponsoraftaler, siger Karen Sandrini.

Hun siger, at hun ikke vil blande sig i, om træneren skal fyres, eller hvordan nogen skal udføre sit arbejde.

- Men hvis Esbjerg Kommune skal støtte klubben økonomisk, skal arbejdsforholdene være på plads.

Derfor vil Karen Sandrini have kommunens økonomiudvalg, som hun selv sidder i, til at drøfte sagen, når politikerne vender tilbage fra sommerferie.

Ord mod ord

Karen Sandrini lægger vægt på, at hun godt ved, at det er benhårdt både fysisk og psykisk at dyrke sport på eliteplan, men hun understreger, at det ikke er i orden, at nogen bliver mødt med fysisk eller psykisk vold.

Arbejdstilsynet har for nylig igangsat en undersøgelse af arbejdsforholdene i fodboldklubben, og Karen Sandrini siger, at hun helst ikke vil udtale sig i alt for bombastiske vendinger, før der kommer en konklusion derfra.

- Lige nu er det ord mod ord, og jeg kan ikke vide, hvad der er sket, eller hvem der har ret, men jeg kan læse, at spillerne ikke oplever at blive behandlet ordentligt. Det bliver affejet af klubben, så der lægges jo ikke ligefrem op til åben dialog, siger hun.

Karen Sandini er selv erklæret EfB-fan, og hun er både stolt af klubben og af Esbjerg. Derfor mener hun også, at man bør tænke på, hvilket lys klubben i øjeblikket stiller byen i udadtil.

Du er politiker. Hvorfor vil du blande dig i, hvad der foregår i EfB?

- Jeg er med til at forvalte borgernes penge, og jeg kan ikke acceptere, at de skal bruges til at støtte en arbejdsplads, hvor nogle ansatte angiveligt har det så dårligt, med omkring en halv million kroner om året.

Borgmester i Esbjerg Kommune Jesper Frost Rasmussen (V) har indtil videre afvist at tage politisk stilling i sagen, skriver Jydske Vestkysten.

Beskyldninger om 'sherifstjerne' og mobning

Sagen om det vestjyske 1. divisionshold har den seneste uges tid trukket overskrifter i medier landet over.

Spillere har fortalt om, hvordan Peter Hyballa skulle have benyttet sig af nedværdigende sprog, fysisk afstraffelse samt uddelt en såkaldt sherifstjerne, hvor brystvorten vrides rundt.

I det nyligt afsendte åbne brev bliver der ligeledes malet et rædselsbillede af arbejdsmiljøet, som spillerne bruger til at understrege deres grundlæggende pointe om, at Peter Hyballa hverken besidder ”de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber” til at fungere som leder for spillerne.

- Vi har oplevet daglige trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger, og hvad der efter vores opfattelse kan tolkes som regulær mobning, skrev de 21 spillere blandt andet.

For nylig sagde en holdlæge op med den direkte begrundelse, at Peter Hyballa skulle have udvist negligerende og afvisende adfærd overfor lægen.

Racistiske henvendelser

Peter Hyballa har afvist de grove beskyldninger.

Træneren har berettet om, hvordan han i kølvandet på spillernes anklager har oplevet både trusler og racistiske henvendelser, der forbandt ham til hans hjemlands ageren under Anden Verdenskrig. Noget, der gør særligt ondt, når man er tysker, har han sagt.

Efter at EfB lørdag tabte en fodboldkamp mod Helsingør, lagde Hyballa imidlertid ikke skjul på, hvordan han ser på sagen.

- Jeg er cheftræner i Esbjerg lige nu, og det er mig, der bestemmer, sagde han til Ekstra Bladet.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Esbjerg fB, men klubben har afvist at medvirke.