Fodbold

Dommer sætter for første gang ord på Eriksens hjertestop

Premier League-dommeren Anthony Taylor kunne se i Christian Eriksens ansigt, at noget var helt galt, da danskeren faldt om i EM-kampen mod Finland.

Sekunderne tikkede videre på hans armbåndsur, men som det var tilfældet hos alle andre i Parken 12. juni, stod tiden stille i hovedet på kampens dommer, Anthony Taylor.

Christian Eriksen var faldet om på banen, og den engelske fodbolddommer oplevede den grufulde episode på nærmeste hold. Nu taler han for første gang om hændelsen i et interview med BBC.

- Jeg kunne se det med det samme. Christian var alene. Det eneste i nærheden af ham var bolden, der ramte hans knæ, siger Anthony Taylor.

- Jeg kiggede faktisk direkte på ham, da han faldt om. Jeg kunne se det i hans ansigt. Jeg vidste med det samme, at noget var galt, sådan som han så ud i ansigtet, da han faldt. Det var det, der bekymrede mig mest.

Den 42-årige dommer oplevede noget tilsvarende i november 2018, hvor dommerkollegaen Eddie Wolstenholme kollapsede før en Premier League-kamp. Han har ligeledes prøvet det gennem sit tidligere arbejde i et fængsel.

- I forlængelse af at få spillerne og lægerne samlet om Christian kom alle stadig hen til mig som hoveddommer for at vide, hvad der skulle ske. Fortsætter kampen? Gør den ikke? Hvad gør vi? Hvor længe skal vi vente? Det var min opgave i fællesskab med UEFA. Selv efter den tragiske situation havde jeg rigeligt at gøre.

- Det vigtigste var, at Christian var okay og fik hjælp. Derfra skulle vi sørge for, at begge nationers spillere var okay, og jeg skulle sikre mig, at mine kollegaer havde det godt.

De ægte helte den aften var den danske anfører og den medicinske stab

Anthony Taylor

Storroser Simon Kjær

Anthony Taylor reagerede hurtigt ved at tilkalde lægelig assistance på banen, men han tager afstand fra nogen form for helterolle i forbindelse med Christian Eriksens ve og vel.

- De ægte helte den aften var den danske anfører (Simon Kjær, red.) og den medicinske stab, der udøvede livreddende behandling. Det eneste fokus lige der var, at han fik den rigtige behandling, og det gjorde han takket være den hurtige reaktion fra sin anfører og staben, siger englænderen.

Fodbolddommeren fortæller, at han har skrevet til - men ikke talt med - Christian Eriksen.

Anthony Taylor har derimod talt med Kasper Schmeichel, der efter Finlands 1-0-sejr i Parken fortalte om landsholdets dialog med Christian Eriksen, inden kampen blev genoptaget.

- Jeg talte med den danske målmand, før vi forlod stadion efter kampen. De danske spillere havde talt med Christian på Facetime. Kasper kom hen til mig, og vi talte lidt om, hvordan Christian havde det.

Anthony Taylor har dømt i Premier League siden 2010. Han har været FIFA-dommer siden 2013.