Endnu en spiller forlader Esbjerg i tumultarisk periode
Mads Kikkenborg har fået ophævet sin kontrakt i Esbjerg. Han var holdets førstemålmand i den forgangne sæson.
Fodboldklubben Esbjerg siger farvel til endnu en spiller.
Vestjyderne skriver på deres hjemmeside, at målmand Mads Kikkenborg har fået ophævet sin kontrakt og dermed er fri til at finde en ny klub.
Kikkenborg spillede første kamp mod Vendsyssel, men var ikke med i nederlaget til FC Helsingør i anden spillerunde.
Esbjerg har været i søgelyset de seneste uger, efter at spillerne i truppen har ytret stor kritik af cheftræner Peter Hyballa.
Den 21-årige målmand var blandt 21 underskrivere af et brev til ledelsen i klubben, hvor spillerne udtrykte "stærk mistillid" til Hyballa.
- Peter Hyballa har efter vores klare opfattelse hverken de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen, lød det blandt andet fra spillerne.
Har haft mange gode år i Esbjerg
Hyballa blev i april udpeget som træner af den nye ledelse i Esbjerg, som tidligere i 2021 blev solgt til amerikanske investorer.
Tyskerens træningsmetoder er blevet kritiseret i skarpe vendinger af Spillerforeningen, og Arbejdstilsynet er sågar gået ind i sagen.
Uroen i klubben fik i juli forsvarsspilleren Kasper Pedersen til at forlade det vestjyske.
Det fremgår ikke af Esbjergs hjemmeside, om situationen i klubben også er årsag til Kikkenborgs afsked med klubben.
- Jeg har haft mange gode år i EfB, men tiden er inde til, at jeg nu tager et nyt skridt i min karriere. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske holdet og klubben alt det bedste i sæsonen, siger målmanden.
Esbjergs administrerende direktør, Brian Bo Knudsen, sender Kikkenborg videre i karrieren med en kort hilsen.
- Vi ønsker Mads Kikkenborg held og lykke i den fremtidige karriere og takker ham for hans store indsats for EfB gennem mange år, siger direktøren.