Fodbold

Eriksen-nyt er et skridt i den rigtige retning, siger ekspert

Christian Eriksen vendte onsdag tilbage til italienske Inter, hvor han hilste på hele holdet.

Der blev krammet, uddelt highfives og taget billeder, da en smilende Christian Eriksen onsdag vendte tilbage til Inter, hvor både medspillere og stab stod klar til at byde ham velkommen tilbage.

Det glædelige gensyn blev delt af Inter med et billede og en uddybende tekst, hvori Milano-klubben forklarede, at Eriksen har det godt både fysisk og mentalt. Samtidig blev det gjort klart, at danskeren fortsat skal følge et genoptræningsprogram lavet af de danske læger i København, og at Inter den kommende tid vil samarbejde med lægerne i Danmark.

Selvom Inter i meddelelsen melder om en Eriksen i både fysisk og mental god tilstand, er det fortsat uvist, hvad fremtiden bringer for den danske stjerne, efter han for små to måneder siden faldt om med hjertestop under EM.

Men spørger man TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, er onsdagens melding fra Inter-lejren på nuværende tidspunkt godt nyt.

- Jeg synes på et eller andet plan, at det er godt nyt. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning, at han er tilbage igen, og at de begynder at melde noget ud – selvom der ikke er meldt alverden ud. Men at de på en eller anden måde har lavet en lille plan, at de selv går i gang med noget og i øvrigt også følger de danske lægers resultater og tests.

- Det er svært at gætte på, om de (Inter, red.) skal lave flere tests, eller om de bare bruger de danske tests. Det ved de nok mere om. Men jeg synes, det er et skridt i den rigtige retning, at der er sket en lille smule som jo i hvert fald nærmer sig noget fodboldrelateret, siger Mads Junker.

Det første skridt

Efter det første opslag fra Inter lagde de en video ud af Christian Eriksen, der tog en runde i både omklædningsrummet, på gangene og på træningsbanen for at hilse på alle de mange personer i klubben, der formentlig har glædet sig til at se danskeren igen.

At både Eriksen og holdkammeraterne formentlig har glædet sig til gensynet, er i sig selv en god grund til at aflægge et visit. Men ifølge Mads Junker har besøget på træningsanlægget også været en mulighed for at tale med de læger, der sammen med de danske læger skal følge Eriksen den kommende tid.

- Det er helt sikkert også for at hilse på lægen og lægestaben og finde ud af, hvad der skal gøres herfra. Selvfølgelig har de talt sammen over telefonen, men de skal jo både have mulighed for at gennemgå deres egne tests, men også lægge nogle planer sammen med Eriksen. Det er ligesom det første skridt, at Inters egen lægestab får snakket med Christian og får set hans tests igennem og gennemført egne tests.

- Og så er der selvfølgelig det kortsigtede store spørgsmål omkring, om det overhovedet er muligt for ham at spille i Inter, hvis ellers alting er i orden på grund af den her regel om defilibrator i Italien.

Det store spørgsmål

Spørgsmålet omkring reglerne for sportsudøvere med hjertesygdommen har, som Junker nævner, sået tvivl om Eriksens fremtid i det italienske.

Efter Eriksens kollaps på banen under EM fandt hjertespecialisterne det nemlig - efter grundige undersøgelser - nødvendigt at indoperere en ICD-enhed, der er en avanceret pacemaker.

Og da man ifølge de italienske protokoller ikke umiddelbart kan blive godkendt som sportsudøver, hvis man har fået indopereret en pacemaker, er det uvist, om Eriksen har en fremtid i Milano-klubben - hvis han altså kan og ønsker at spille igen.