Eriksen officielt tilbage i Inter

Christian Eriksen er i fin form, oplyser Inter. Det er knapt to måneder siden, at han fik hjertestop.

Rygterne har svirret, og onsdag blev det så officielt. Christian Eriksen var tilbage på Inters træningsanlæg.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Her mødte han blandt andet klubdirektører, træneren, holdkammerater og resten af staben.

- Eriksen har det godt og er i god fysisk og mental form.

- Han vil nu følge et genoptræningsprogram, der er lavet af danske læger i København, som vi vil samarbejde med fremadrettet. Inters lægestab vil naturligvis blive informeret og opdateret gennem processen, skriver Inter i den korte meddelelse.

Siden har Inter også udgivet en video på sine sociale medier, der viser, Eriksen er rundt og hilse.

Avanceret pacemaker

Christian Eriksen faldt om under Danmarks EM-åbningskamp 12. juni mod Finland. På banen fik han et hjertestop og måtte genoplives.

Han blev samme aften indlagt på Rigshospitalet, hvor hans tilstand hurtigt blev meldt stabil. I den efterfølgende uge var han der til observation.

Hjertespecialisterne fandt det efter grundige undersøgelser nødvendigt at indoperere en ICD-enhed, der er en avanceret pacemaker.

Fremtid i Italien?

Spørgsmålet er, hvad det betyder for Eriksens karriere, da der i Italien er skrappere krav end andre steder til sportsudøvere med hjertesygdomme.

Ifølge italienske protokoller kan man ikke umiddelbart blive godkendt som sportsudøver, hvis man har fået indopereret en pacemaker, som er tilfældet med Eriksen.

I protokollen Cocis 2017, som lægerne i Italien bruger til at vurdere, om der kan gives tilladelse til at dyrke sport ved hjertesygdomme, står det beskrevet, at der ikke kan gives tilladelse til at dyrke sport, hvis man har indopereret en ICD-enhed, når der er tale om en sport med risiko for traumer.

Meddelelsen fra Inter melder intet om, hvorvidt planen er, at Eriksen skal fortsætte karrieren, og om det i så fald ske foregå i Inter.

På Inters hjemmeside ses også et billede af Christian Eriksen. Her er han iført en turkis træningsdragt og en sort kasket.

Mens Eriksen måtte sige farvel til EM-slutrunden, rejste danskerne sig fra den chokerende oplevelse. Landsholdet nåede helt til semifinalen, hvor et nederlag til England satte en stopper for den danske færd.