Fodbold

- På grænsen til et chok, siger ekspert om Messis farvel

Lionel Messi er fortid i FC Barcelona, og udmeldingen kommer bag på TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

Spekulationerne og rygterne om Lionel Messis fremtid har svirret længe. Bliver han, eller bliver han ikke i FC Barcelona?

Indtil denne uge så det fortsat ud til, at den argentinske verdensstjerne skulle forlænge sin kontrakt, men torsdag blev det hele pludselig vendt på hovedet.

Her meldte FC Barcelona nemlig ud, at det ikke bliver til en ny aftale med Lionel Messi, selvom begge parter ønsker det. Klubben skriver, at det er de finansielle forhold, der har betydet stjernens farvel.

Og for TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kommer udviklingen i sagen som en kæmpe overraskelse.

- Jeg synes, det er enormt overraskende og på grænsen til et chok, fordi vi netop havde fået fornemmelsen af, at de var langt i forhandlingerne, og at de håbede at kunne præsentere en aftale torsdag (i dag, red.), og at det gik den rigtige vej.

- Så det var i hvert fald ikke den her vej, vi forventede, det drejede. Tværtimod forventede vi, at der måske kom en enkelt besked på deres hjemmeside med champagne og et billede af Messi på, hvor der står "to år mere." Så jeg synes, det er enormt overraskende, siger Mads Junker.

Jeg synes også, man ser utroværdig ud, hvis man om to dage kommer og siger: "Okay, han kan godt blive her alligevel"

Mads Junker

Det endelige farvel

I meddelelsen fra den catalanske klub forklarer de, at en forlængelse med Messi ikke kan lade sig gøre på grund af finansielle og strukturelle forhindringer ifølge LaLigas regulativer.

Ud fra det kunne man måske spekulere i, om torsdagens overraskende udmelding er et forsøg på at lægge det sidste pres på LaLiga, som formentlig heller ikke ønsker at se Messi forlade den spanske liga.

Men den tolkning tror Mads Junker ikke meget på, selvom han medgiver, at det nok ikke er slutningen på kontrakthistorierne om Messi og Barcelona.

- Det sidste ord er i hvert fald ikke sagt. Men det virker meget klart, når man melder sådan ud, for ellers kunne man godt melde ud og sige, at vi har svært ved at få enderne til at mødes. Og ud fra hvad man kan læse sig til, er det på grund af lønkravene, som de har svært ved at få til at hænge sammen, fordi de i forvejen har ekstra mange nye spillere, de skal have til at passe ind.

- Så man kunne godt forstå, hvis man ville bruge en udtalelse om, at det ikke kan komme til at fungere med Messi, hvis det fortsætter på den her måde med de her lønkrav. Men så ville man nok ikke melde ud, at han forlader os.

- For jeg synes også, man ser utroværdig ud, hvis man om to dage kommer og siger: "Okay, han kan godt blive her alligevel." Det håber vi nok alle sammen, fordi vi alle sammen synes, han skal være i Barcelona. Men det virker meget endegyldigt at melde det så kontant ud, siger Junker.

"Barcelona og Messi går hånd i hånd"

Det endegyldige farvel mellem Lionel Messi og FC Barcelona er også et farvel til et samarbejde, der i mange år har glædet fodboldseere verden over.

Og netop derfor er Mads Junker også trist over nyheden.

- Han skulle komme tilbage fra Copa America-sejren og fortsætte. Men nu starter hele cirkusset igen. Jeg er trist omkring det. Barcelona og Messi går bare hånd i hånd, og vi finder jo nok ud af på et tidspunkt, hvorfor det er blevet, som det er blevet. Men jeg har svært ved at se, at man nu alligevel kan få enderne til at mødes, slutter eksperten.