Fodbold

Handel med Brøndby-anfører afblæst

Brøndby-anføreren er til rådighed til kampen mod FC København, fordi en klub har trukket sig fra en mulig handel.

Et planlagt klubskifte væk fra de danske fodboldmestre, Brøndby, er gået i vasken for forsvarsspilleren Andreas Maxsø.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Klubbens sædvanlige anfører har ikke været med i de to seneste kampe i Superligaen, fordi han var på vej væk, meddelte Brøndby 25. juli.

Fredag skriver klubben imidlertid på sin hjemmeside, at Andreas Maxsø igen står til rådighed for cheftræner Niels Frederiksen.

Brøndby IF meddelte for nylig, at et salg af Andreas Maxsø var undervejs.

- Af samme årsag har Andreas ikke været til rådighed i vores to seneste kampe. Den købende klub har nu imidlertid meddelt Brøndby IF, at de har trukket sig fra handlen.

- Andreas Maxsø er derfor tilbage i træning og klar til kamp for Brøndby IF, lyder det i beskeden fredag aften.

Er klar til søndagens derby

Brøndby møder på søndag FC København på udebane i fjerde runde i Superligaen. Her jagter mestrene sæsonens første ligasejr.

27-årige Andreas Maxsø kom til Brøndby for to år siden, og han blev en hjørnesten i klubbens forsvar.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller var, inden han vendte tilbage til Danmark, på et udlandseventyr, der bragte ham til Osmanlispor i Tyrkiet, FC Zürich i Schweiz og KFC Uerdingen i Tyskland.

Sidste år fik han sin debut på A-landsholdet i en testkamp mod Sverige.

Andreas Maxsø var med i Brøndbys premierekamp i Superligaen mod AGF, og han indgik også i truppen til kampen 25. juli mod Viborg.

Han kom dog ikke i kamp mod hverken Viborg eller i den efterfølgende kamp mod Vejle på grund af forhandlinger om det klubskifte, der altså nu er faldet til jorden.

Brøndby har spillet uafgjort i klubbens tre første kampe i Superligaen.