Fodbold

Barcelona er klædt på til Messis farvel, siger ekspert

Memphis Depay og Antoine Griezmann er to af de spillere, der skal udfylde Lionel Messis enorme rolle, vurderer fodboldekspert Mads Junker.

672 mål i 778 kampe.

Tallene taler for sig selv. Lionel Messi har i mere end et årti været den altoverskyggende stjerne i FC Barcelona. Men nu er det slut.

Argentineren forlader storklubben, og med sig tager han den venstrefod, den teknik og det overblik, der gang på gang har været årsagen til store oplevelser på Camp Nou. Men hvordan er FC Barcelona rustet til at kunne erstatte en af historiens bedste fodboldspillere?

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker står det ikke så skidt til, som det måske kunne se ud.

- Når en fodboldklub mister verdens bedste fodboldspiller, så er man åbenlyst efterladt med et enormt hul. Det skal de så udfylde.

- Men jeg synes faktisk, de har et par spillere, der kan gøre det okay. Antoine Griezmann har været der et par år nu, og han vil være en god afløser. Memphis Depay er også kommet ind, og han kan noget af det samme. Men der er jo ingen, der kan måle sig med Messi, siger Mads Junker.

FC Barcelona meddelte torsdag aften, at Lionel Messi ikke fortsætter i klubben. Faktisk var de to parter tæt på at give slip på hinanden allerede sidste år, da argentineren pludselig informerede, at han ønskede at søge nye græsgange.

Messi endte med at blive, men nu ser det endegyldigt ud til at være slut. For FC Barcelona kan det dog være afgørende, at stjernespilleren tog en sæson mere, selvom klubben hele tiden har håbet på at kunne forlænge kontrakten.

- Jeg synes, de står et bedre sted nu, end de gjorde for et år siden, hvor Messi også var på vej væk, siger Mads Junker.

Barcelona har op til denne sæson forstærket sig med de to stjerneangribere Sergio Agüero og Memphis Depay. Derudover har de også fået tilknyttet forsvarsspilleren Eric Garcia.

- De står ved nogle regler, de har vedtaget

Det er ikke kun FC Barcelona, der nu må forberede sig på en hverdag uden Lionel Messi. Det samme må LaLiga, der i løbet af de seneste mange år har nydt godt af argentinerens tilstedeværelse i den spanske liga.

- Selvfølgelig mister de deres allerstørste udstilling. Det er ham, der har været på toppen af kransekagen, siger Mads Junker og nævner, at det kommer til at gøre ekstra ondt, fordi ligaen også har sagt farvel til stjerner som Sergio Ramos, Zinedine Zidane, Raphael Varane denne sommer.

Netop LaLiga spiller angiveligt en større rolle i Messis farvel. Ifølge FC Barcelona skyldes den manglende forlængelse "finansielle og strukturelle forhindringer."

Hvis Messis kontrakt skulle forlænges, ville Barcelona ikke kunne leve op til LaLigas regler om økonomisk fairplay, og det har altså nu fået alvorlige konsekvenser - for alle parter.

- De står pludselig med et stort, stort hul i forhold til deres image. De har skudt sig selv i foden, men på den anden side står de ved nogle regler, de har vedtaget, siger Junker.

Messi, Neymar, Mbappé

Nu er spørgsmålet så, hvor Lionel Messi skal hen. Kraftige rygter sender ham til den franske hovedstadsklub, Paris Saint-Germain.

Ifølge ESPN-journalisten Diego Monroig har PSG allerede booket Eiffeltårnet tirsdag 10. august. Det var her, de i 2017 præsenterede Neymar, da han skiftede fra netop FC Barcelona.

Hvis rygterne taler sandt, vil fodboldverdenen blive forkælet med noget ekstraordinært.

- De får i hvert fald verdens bedste offensiv: Messi, Neymar, Kylian Mbappé. Det bliver ikke meget større. Så kan de jo booke Eiffeltårnet igen 28. maj næste år, når der er Champions League-finale, for mon ikke de kommer til at være en del af det, hvis Messi kommer.

Lionel Messi har indkaldt til et pressemøde søndag klokken 12 dansk tid.