Fodbold

Braithwaite scorer for anden kamp i træk

Martin Braithwaite har mål i støvlerne for tiden. Mod Juventus scorede han igen.

I Barcelona fylder det unægtelig mest, at Lionel Messi og klubben skal skilles.

Men mens store dele af Barcelona græder, scorer danske Martin Braithwaite mål.

For anden kamp i træk kom den danske landsholdsangriber på tavlen, da han scorede FC Barcelonas andet mål i træningskampen mod Juventus.

Efter 57 minutter steg Braithwaite til vejrs på et hjørnespark, hvor han kraftfuldt headede bolden i mål. Kampen endte med en sejr på 3-0 til Barcelona, og Braithwaite fik 78 minutter på banen.

Sejren sikrede Barcelona klubbens første "trofæ" i sæsonen. Det var nemlig catalanernes sidste træningskamp, inden LaLiga begynder, og den giver traditionen tro et trofæ. Trofæet hedder Trofeu Gamper.

Pokalen er opkaldt efter stifteren af FC Barcelona, Joan Gamper, og det er vinderen af den spanske klubs sidste træningskamp, der får det.

Dansker i målform

Det er anden kamp i træk, at den hurtige offensivspiller kommer på tavlen.

Også i træningskampen mod RB Salzburg scorede Martin Braithwaite.

Den spanske liga begynder 13. august. FC Barcelona møder Real Sociedad i første spillerunde.