Fodbold

Grædefærdig Messi siger farvel: - Jeg vil ikke det her

I mere end 15 år har Lionel Messi spillet for FC Barcelona, men nu er det slut. Argentineren forlader den catalanske storklub.

Med tårer i øjnene kom han gående ind i et fyldt auditorie på Camp Nou. Hans hjemmebane siden 2003.

Nu er det slut. Argentineren fortsætter ikke i FC Barcelona, og søndag tog han afsked.

- I virkeligheden vil jeg ikke det her. De seneste par dage har jeg tænkt meget over, hvad jeg skal sige. Og for at være ærlig, kan jeg ikke komme på noget. Det er svært for mig efter så mange år. Jeg er ikke klar til det, sagde Lionel Messi som det første.

Argentineren fik samlet sig og talte efterfølgende i cirka syv minutter.

- Min familie og jeg var sikre på, at vi kunne blive her, hvor vores hjem er. Den tid vi har haft her i byen og klubben har været fantastisk. Men i dag må jeg sige farvel til alt dette, lød det fra Lionel Messi, inden lokalet brød ud i massive klapsalver, og Messi igen måtte tørre øjnene.

Flere spillere, legender og medlemmer fra ledelsen var til stede i lokalet, da Lionel Messi tog afsked med FC Barcelona. Det samme var alle de pokaler, han har været med til at vinde siden 2003, hvor han fik sin debut.

"Jeg må forsøge at forstå det"

Torsdag aften meddelte FC Barcelona, at grundet "finansielle og strukturelle forhindringer" vil Lionel Messi ikke fortsætte i klubben, selvom begge parter var indstillet på at lave en aftale.

- Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg var virkelig trist, og det har været meget svært indtil nu. Jeg forsøger stadig at forstå det. Og når jeg kommer hjem, vil det stadig være slemt. Det vil være endnu værre.

- Jeg må acceptere det, der er sket. Og jeg må forsøge at forstå det, sagde Lionel Messi, der også fortalte, at hans lejr har arbejdet hårdt på at få en aftale i hus, selvom han for et år siden gav udtryk for, at han gerne ville væk.

- Meget er sagt om mig, men det eneste, jeg kan sige, er, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive. Jeg ville gerne blive her. Det ville jeg ikke sidste sommer, hvilket jeg også sagde. Men i år ville jeg gerne blive. Det kunne ikke lade sig gøre.

- Jeg tilbød at reducere min løn med 50 procent. Jeg har læst, at jeg ville have 30 procent mere i løn, og det er ikke rigtigt. Jeg har gjort alt for at få forlænget kontrakten.

Til journalisterne i lokalet fortalte Lionel Messi, at forhandlingerne med FC Barcelona aldrig var et problem.

Fremtiden er ikke på plads

Lionel Messi er de seneste dage blevet kædet kraftigt sammen med den franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain, og på søndagens pressemøde bekræftede argentineren da også, at PSG er en mulighed.

- PSG er en mulighed, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke lukket nogen aftale med nogen. Da meddelelsen (om Barca-stop) kom ud, fik jeg mange opringninger fra interesserede klubber. Vi er i dialog nu, men intet er lukket.

Lionel Messi har i sin tid som Barcelona-spiller scoret hele 672 mål i 778 kampe, hvilket har gjort ham til den mest scorende spiller i klubbens historie. Han har været med til at vinde LaLiga ti gange, pokalturneringen syv gange og Champions League fire gange.

Stjernespilleren er desuden blevet tildelt titlen som verdens bedste fodboldspiller seks gange.