Barcelona-stjerne langtidsskadet
FC Barcelona må undvære den nyankomne argentinske angriber Sergio Agüero i de næste par måneder.
FC Barcelona kommer ikke til at kunne erstatte Lionel Messi med Sergio Agüero i startopstillingen lige foreløbigt.
Mandag skriver den spanske storklub på Twitter, at Agüero har pådraget sig en skade i sin højre læg, der holder den argentinske angriber ude i omkring ti uger.
Skaden gør Martin Braithwaites vej til startopstillingen lidt kortere. Søndag startede danskeren inde og scorede, da Barcelona mødte Juventus i en testkamp.
Sergio Agüero skiftede 1. juli til FC Barcelona efter ti succesfulde år i Manchester City. Den klejne argentiner forlod klubben som den mest scorende City-spiller nogensinde. Agüero er samtidig den mest scorende udlænding i Premier Leagues historie.
Agüero og Lionel Messi er nære venner, og de to havde formentlig glædet sig til at skulle spille sammen, inden det i sidste uge som bekendt blev meldt ud, at Messi forlader Barcelona efter 21 år i klubben.
Barcelona spiller sin første ligakamp i sæsonen på søndag, hvor Real Sociedad venter.