Fodbold

Braithwaite mister ikonisk nummer, men er stadig 'enormt vigtig'

Martin Braithwaite skal fremover spille i nummer 12 for Barcelona, hvor han ifølge en ekspert har fået en meget vigtig rolle.

Siden efteråret 2020 har Martin Braithwaite spillet i rygnummer 9 for FC Barcelona og dermed delt rygnummer med tidligere Barcelona-ikoner som Michael Laudrup, Johan Cruyff, Ronaldo og Luis Suarez.

- Jeg er ekstremt stolt over det, har Braithwaite tidligere udtalt.

Men her halvandet år efter er nummer 9 givet videre, da hollænderen Memphis Depay har overtaget det ikoniske angribernummer.

- Man kan selvfølgelig tolke ud af det, at Koeman satser mere på Depay. Braithwaite er jo ikke førstevalg som 9’er, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

Fodboldeksperten undrer sig samtidig over, at 9-tallet ikke er gået til den anden nyankomne stjerneangriber Sergio Agüero, der er endnu en spiller foran Braithwaite i køen til spilletid.

- Det kan godt være, at Messi er forsvundet, og det efterlader plads, men på den anden side er Depay og Agüero kommet til, og Ansu Fati er på vej tilbage fra en skade. Så reelt set er der kommet flere konkurrenter, selvom den største er forsvundet.

Den 30-årige dansker skal fremover spille i nummer 12.

Kan starte inde i sæsonåbner

Martin Braithwaite scorede i sidste sæson - den første under cheftræner Ronald Koeman - 7 mål i 42 kampe for catalonierne.

Danskeren er vendt stærkt tilbage fra sommerferien med to mål i de sidste to testkampe før den nye sæson, der begynder på søndag.

- Chancen for en startplads er forbedret af de her præstationer.

- Som jeg læser Koeman, ser han Braithwaite som 9’er, og der er det vigtigste jo at lave nogle mål. Og så skal han lukrere på situationen omkring Messi, og at Agüero er skadet, siger Junker.

- En enormt vigtig trupspiller

Selvom Braithwaite ikke er det oplagte førstevalg i Barcelona, kommer det ham til gode, at han netop ikke er blandt de mest løntunge og krævende spillere i klubben, mener fodboldeksperten.

Især nu hvor Lionel Messi er fortid på grund af dårlig økonomi i klubben, selvom begge parter gerne ville fortsætte samarbejdet.

- Braithwaite er bare en enormt vigtig trupspiller at have som type. Den dér spiller, der ikke brokker sig, og som kan spille de mindre vigtige kampe - og som reelt set har noget, de andre ikke har, med sin fart og aggressivitet. Agüero kommer ikke til at presse lige så voldsomt i det sidste kvarter, hvis Barcelona skal holde en 1-0-føring.

- Han har jo fået relativt mange kampe, og han har fundet sin plads i truppen. Jeg har også indtryk af, at både fans og kritikere har accepteret, at han er en vigtig trupspiller at have, siger Mads Junker.

Barcelona møder Real Sociedad på hjemmebane i sæsonens første ligakamp på søndag. Den kan du se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 19.55.