Lionel Messi skifter til PSG
Tirsdag blev det officielt, at den argentinske superstjerne Lionel Messi skifter til franske Paris Saint-Germain.
Efter flere dage med en form for hemmelighedskræmmeri og skriverier om både stort og småt er det tid til at trykke på Caps Lock-tasten.
LIONEL MESSI SKIFTER TIL PSG!
En af historiens største fodboldspillere, der indtil nu har tilbragt hele sin karriere i FC Barcelona, har skrevet under på en toårig aftale med PSG. Det meddeler Paris Saint-Germain på Twitter.
- En ny diamant i Paris. PSG x Messi, lyder teksten til en video, hvor Messi står på sin nye hjemmebane med nummer 30 på ryggen.
PSG har allerede indkaldt til et pressemøde onsdag klokken 11, og på sin hjemmeside tilføjer klubben, at kontrakten indeholder en option på endnu en sæson.
- Jeg ser frem til at indlede et nyt kapitel i min karriere i PSG. Alt i klubben matcher mine ambitioner, og jeg ved, hvor stort potentiale, der er i holdet og trænerteamet her. Jeg er opsat på at hjælpe med at skabe ngoet specielt for klubben og fansene, og jeg glæder mig til at komme ud på banen på Parc des Princes, udtaler Lionel Messi.
Rejste til Paris tidligere på dagen
Lionel Messi og familien rejste tidligere tirsdag fra Barcelona til Paris, hvor flere og flere fans mødte op i Le Bourget-lufthavnen.
Ventetiden kulminerede cirka klokken 16, hvor Lionel Messi pludselig trådte frem i et åbent vindue. Iført en hvid T-shirt med teksten "Ici c'est Paris" - dette er Paris - vinkede han til de tålmodige fans.
Kort inden havde Paris Saint-Germain delt en video på både sociale medier og klubbens hjemmeside.
I korte glimt kunne man se en argentinsk landsholdstrøje, en kuglepen i en hånd og et argentinsk flag mellem Neymar og Mbappés PSG-trøjer. Men man kunne også se på hjemmesidens URL, hvem klubben prøvede at holde hemmelig under ordene "new diamond in Paris".
teaser-lionel-messi-psg, står der blandt andet i adresselinjen.
Tårevædet afsked med Barcelona
Det er knap en uge siden, Lionel Messis afsked med FC Barcelona blev præsenteret.
På klubbens hjemmeside skrev Barcelona den 5. august, at begge parter ønskede at forlænge den kontrakt, der udløb ved udgangen af sidste sæson. Det kunne bare ikke lade sig gøre at få økonomien til at hænge sammen.
Tre dage senere indkaldte Messi til et pressemøde, hvor tårerne fik frit løb.
- De seneste par dage har jeg tænkt meget over, hvad jeg skal sige. Og for at være ærlig, kan jeg ikke komme på noget. Det er svært for mig efter så mange år. Jeg er ikke klar til det, sagde Lionel Messi som det første, inden han fortalte, at han blandt andet havde tilbudt at halvere sin løn for at kunne blive i den økonomisk trængte klub.
Lionel Messi var en del af Barcelonas ungdomsakademi, inden han spillede sin første førsteholdskamp for FC Barcelona den 16. oktober 2004. Siden er det blevet til 778 kampe, 672 mål og 35 titler med Barca.