Fodbold

Randers henter Esbjerg-profil

Jakob Ankersen skifter til Randers FC efter at have fået ophævet sin kontrakt med Esbjerg fB.

Superligaklubben Randers FC har skrevet en etårig kontrakt med kantspilleren Jakob Ankersen.

30-årige Ankersen har fået ophævet sin kontrakt i 1. divisionsklubben Esbjerg fB, hvor han var blevet degraderet til klubbens U19-trup af holdets tyske cheftræner, Peter Hyballa.

- Jakob Ankersen har ønsket at blive løst fra sin kontrakt, hvilket vi var lydhøre over for. Vi siger tak for indsatsen i den blåhvide trøje og ønsker ham held og lykke fremover med sin karriere, siger Esbjerg-direktør Bo Knudsen til klubbens hjemmeside.

Esbjerg har også tidligere ophævet samarbejdet med Patrick Egelund, Mads Kikkenborg og Kasper Pedersen efter en kaotisk sommer, hvor 21 førsteholdsspillere udsendte et åbent brev, hvor de udtrykte "stærk mistillid" til Peter Hyballa.

Ankersen glæder sig

I Randers ser man frem til at få Ankersens store rutine ind i truppen.

- Vi tror rigtig meget på vores nuværende spillertrup, men har brug for en større bredde.

- Han har fart og power og er en hårdtarbejdende spiller, som kan blive et godt offensivt kort for os i den spændende sæson, som vi har gang i med såvel hjemlige som europæiske kampe, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til klubbens hjemmeside.

Ankersen har spillet mere end 200 superligakampe.

- Jeg er vildt glad for at vende tilbage til landets bedste fodboldrække og glæder mig til at trække i den lyseblå trøje.

- Det er et Randers-hold, som præsterer fantastisk i øjeblikket, og det glæder jeg mig til at bidrage til med mine kvaliteter og rutine, siger Jakob Ankersen til Randers' hjemmeside.

Esbjerg meddeler også, at klubben tirsdag ud over Ankersen også har ophævet samarbejdet med den 18-årige angriber Zean Dalügge, der nåede en enkelt scoring i 16 førsteholdskampe.