Fodbold

Coronakaos i Brøndby - dropper træning

Fire spillere i Brøndby blev onsdag morgen konstateret smittet med coronavirus forud for vigtige CL-kampe.

Danmarksmesteren Brøndby har fået en sløj start på sæsonen i Superligaen, og ugen før den første kamp mod Red Bull Salzburg i Champions League-kvalifikationen fortsætter problemerne på den københavnske vestegn.

Onsdag meddeler Brøndby, at yderligere fire spillere i truppen er blevet smittet med coronavirus. Det skete ved en kviktest onsdag morgen.

De fire spillere er Christian Cappis, Mathias Greve, Tobias Børkeeiet og Thomas Mikkelsen. De skal nu isolation, indtil de har fået svar på deres PCR-test. De tre førstnævnte startede inde, da Brøndby i weekenden tabte til FC København.

Som følge af smitteudbruddet valgte Brøndby onsdag at aflyse klubbens holdtræning, og spillerne er blevet bedt om at træne for sig selv.

I alt er syv spillere smittet med coronavirus i Brøndbys superligatrup de seneste to uger.

Blandt dem er Josip Radosevic og Sigurd Rosted, der ligeledes ventes ude til de kommende kampe, mens Andreas Bruus, der var første mand til at blive smittet i truppen, er kampklar igen.

Brøndby forventer at genoptage træningen torsdag. Alle spillere lyntestes torsdag ved ankomst til træningen.

Sætter truppens bredde på prøve

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ærgrer sig over de mange smittetilfælde. Det sætter trupbredden på en alvorlig prøve på et vigtigt tidspunkt af sæsonen.

- Vi afventer lige nu de endelige svar fra de fire spilleres PCR-test, og vi vil være utrolig ærgerlige over, hvis vi må undvære de fire spillere. Det kunne næsten ikke komme på et værre tidspunkt, da vi potentielt set må undvære disse spillere i nogle vigtige kampe.

- Siden det første smittetilfælde i truppen for et par uger siden har vi løbende skærpet protokollerne, og det vil vi fortsætte med, siger han.

Fodbolddirektøren håber, at alle truppens spillere snart er vaccineret, så et lignende udbrud kan undgås.

- I takt med at samfundet er blevet åbnet mere, er der nu desværre en naturligt større risiko for at få smitte ind i truppen, især da de aldersgrupper, som vores spillere befinder sig i, er blandt de sidste befolkningsgrupper, som modtager vaccinationer.

- En stor ros skal lyde til trænerstaben og spillertruppen, som har været hurtige til at reagere og tilpasse sig de skærpede protokoller over de seneste uger.

- Med et tæt program foran os vil truppen blive presset til det yderste. Vi kommer til at kæmpe med alt, hvad vi har, men det er naturligvis et slag for os, at vi potentielt må undvære de spillere, siger fodbolddirektøren.

Fredag spiller Brøndby mod FC Nordsjælland, tirsdag venter Red Bull Salzburg på udebane, før der henholdsvis venter en udekamp mod OB og returkampen mod Salzburg.

Brøndby har hentet tre point efter de første fire superligakampe og ligger nummer ti i rækken.