Fodbold

Dansk Malmö-duo stolt over europæisk triumf

Malmö FF gjorde det umulige, mener cheftræner Jon Dahl Tomasson efter holdets 2-1-sejr over Rangers FC.

Malmö FF var tirsdag aften reduceret til ti spillere og var bagud 0-1 på udebane mod skotske Rangers FC i Champions League-kvalifikationen.

Men efter to mål i anden halvleg af den kroatiske angriber Antonio Colak vandt Malmö FF med 2-1, og dermed sejrede det svenske mesterhold med 4-2 sammenlagt.

Cheftræner Jon Dahl Tomasson jubler over det flotte resultat på Ibrox Stadium i Glasgow.

- Vi ville gerne give fansene derhjemme en speciel aften, og det gjorde vi. Jeg tror, vi skrev et nyt kapitel i Malmös store historie mod et vældigt godt hold og en storklub.

- Vi gjorde faktisk det umulige. Vi spillede med ti spillere på udebane på dette store stadion, og vi håndterede det. Jeg er stolt af mit hold, siger Tomasson ifølge fotbollskanalen.se.

Frustration i pausen

Det herskede en frustreret stemning i omklædningsrummet i pausen af kampen, afslører Malmös anfører, Anders Christiansen, der hylder holdet.

- Vi snakkede i pausen, og så gik vi ud og viste en fantastisk mentalitet, som det er længe siden, jeg har set. Og det var med en ny gruppe spillere, som ikke har stået i denne situation tidligere.

- Vi kan være stolte over vores disciplin og måden, vi forsvarede på, selv om vi spillede mod 50.000, siger Christiansen med henvisning til fremmødet på Ibrox.

Malmö FF møder i de kommende uger det bulgarske mesterhold, Ludogorets, i to kampe om en plads i Champions Leagues gruppespil.

Brøndby IF spiller som dansk mester samtidigt mod Red Bull Salzburg fra Østrig om en plads blandt de 32 gruppespilsdeltagere i den fineste europæiske klubturnering.