Kan PSG med Messi overgå Real Madrids 'Galacticos'?
Hvilket fodboldhold er bedst? Det nuværende PSG-hold eller Real Madrid anno 2003/2004? Deltag i afstemningen sidst i artiklen.
Lionel Messi er onsdag officielt blevet præsenteret som ny spiller i Paris-Saint-Germain.
Med den argentinske fodboldtroldmands ankomst til 'Byernes by' ser Paris Saint-Germains trup uhyggelig stærk ud, og PSG-holdet kan stille med superstjerner på noget nær samtlige positioner.
Især i front udgør Messi, Mbappé og Neymar en uhyggelig trio, som vil kunne true enhver defensiv.
Paris Saint-Germain anno 2021 ligner med nyerhvervelserne af andre superstjerner som målmanden Gianluigi Donnarumma, forsvarsspilleren Sergio Ramos samt midtbanespilleren Georginio Wijnaldum et nyt såkaldt 'Galacticos'-hold.
Herunder er TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junkers bud på, hvordan Paris Saint-Germains startopstilling kan se ud i en offensiv udgave.
Superstjerner i Real Madrid
Betegnelsen 'Galacticos' henviser til dyrt indkøbte og verdensberømte fodboldspillere.
Denne betegnelse fik Real Madrids samling af verdensstjerner, som kulminerede i sommeren 2003, da David Beckham blev hentet til den spanske hovedstadsklub.
Den offensive del af Real Madrids 'Galacticos' var fem af datidens største navne i skikkelse af Zinedine Zidane, Luis Figo, David Beckham, Raul og Ronaldo (den brasilianske).
De dyre indkøb skete, mens Florentino Perez var præsident i den spanske hovedstadsklub.
Real Madrid havde i starten af dette årtusinde mange våben at skyde med rent offensivt og valgte denne formation med sine 'Galacticos' i Champions League 2004.
'Galacticos' version 2.0
Paris Saint-Germain-holdet anno 2021/2022 har endnu ikke fået et prædikat, men med den nuværende trup har PSG alle muligheder for at få prædikatet 'Galacticos' version 2.0.
En sammenligning mellem Messi og co. og datidens Real Madrid-hold er praktisk taget er umulig at lave, men en sjov tankeøvelse.
Derfor spørger vi:
Hvilket 'Galacticos'-hold er i grunden det bedste – Real Madrid anno 2003-2004 eller Paris Saint-Germain anno 2021/2022?
Deltag i afstemningen herunder.