Fodbold

Brøndby uden seks spillere til kamp

Brøndbys smitteudbrud af corona i truppen er bremset, men de må undvære flere spillere mod FC Nordsjælland.

Superligaklubben Brøndby ser ud til at få have fået kontrol over det smitteudbrud, som har ramt klubben de seneste uger.

Fredag formiddag kan klubben meddele, at der ikke er sket yderligere smitte i spillertruppen, siden klubben i onsdags berettede om fire nye smittetilfælde.

Det betyder, at Brøndby i alt må undvære seks spillere med coronasmitte i fredagens superligakamp mod FC Nordsjælland.

Det drejer sig om midtbanespillerne Josip Radosevic, Tobias Børkeeiet, Christian Cappis og Mathias Greve samt forsvarsspilleren Sigurd Rosted og reservemålmand Thomas Mikkelsen.

Til gengæld råder Brøndby atter over Andreas Bruus, der blev meldt coronasmittet for to uger siden, men nu atter er kampklar.

Som følge af smitteudbruddet aflyste Brøndby træningen i onsdags, men vendte tilbage på træningsbanen torsdag. Spillerne i klubben testes dagligt.

Opgøret mellem Superligaens nummer ti og fire begynder fredag klokken 21 på Brøndby Stadion. Der er solgt over 20.000 billetter til kampen.

Brøndby må også undvære de coronasmittede spillere på tirsdag, når danmarksmestrene på udebane møder Red Bull Salzburg i Champions League-kvalifikationen.

Bedre i FCM

I FC Midtjylland lindrer coronaproblemerne.

Når midtjyderne fredag aften spiller ude mod Sønderjyske, vender Mikael Anderson og Nicolas Madsen tilbage efter at have siddet ude med virusset.

Daniel Høegh, Henrik Dalsgaard og Pione Sisto har ligeledes været smittet, men profilerne er nu tilbage på træningsbanen i Ikast. Trioen må jævnfør Divisionsforeningens coronaprotokol ikke spille kampe endnu.