Fodbold

Liverpool laver lang aftale med profil

Virgil van Dijk har skrevet under på en ny kontrakt med Liverpool. Den løber til sommeren 2025.

Premier League-klubben Liverpool får også glæde af den stærke forsvarsspiller Virgil van Dijk i mange år fremover.

Fredag meddeler den engelske storklub, at hollænderen har underskrevet en ny længerevarende aftale.

Kontraktlængden er til sommeren 2025. Det er to år længere end van Dijks nu tidligere kontrakt.

Den 30-årige forsvarsspiller fortæller til Liverpools hjemmeside, at han er stolt over at have skrevet under på en ny aftale.

- Det er fantastisk, og jeg er meget stolt af det. Vi skal blive ved med at arbejde hårdt sammen, og jeg ser frem til, hvad fremtiden bringer mig og Liverpool, siger han.

Virgil van Dijk kom til Liverpool i januar 2018 som verdens dengang dyreste forsvarsspiller nogensinde.

Han var en vigtig brik, da Liverpool i 2019/20-sæsonen vandt det engelske mesterskab for første gang i 30 år.

Den seneste sæson blev dog spoleret af en grim skade, og Virgil van Dijk har ikke spillet en Premier League-kamp siden 17. oktober sidste år.

Han har dog fået spilletid i Liverpools optaktskampe til den nye sæson, og han forventes at være med, når Liverpool lørdag åbner sæsonen med en udekamp mod Norwich.