Fodbold

- Det er smertefuldt at se Messi i PSG, siger Koeman

FC Barcelona-træner Ronald Koeman er trist over Lionel Messis skifte til PSG, men nu vil han - sammen med holdet - se fremad.

Søndag aften begynder en helt ny æra for FC Barcelona. En æra uden Lionel Messi, der indtil nu har tilbragt hele sin karriere i Barca.

For når storklubben søndag aften entrerer Camp Nou til sæsonens første kamp mod Real Sociedad, så er det uden den argentinske verdensstjerne, der er skiftet til Paris Saint-Germain.

Og billederne af Lionel Messi i en PSG-trøje gør fortsat ondt på FC Barcelona-træner, Ronald Koeman.

- Det er smertefuldt at se Messi i PSG for alle catalanere. Efter alt det, han har gjort. Vi savner ham, siger Ronald Koeman på pressemødet før søndagens sæsonpremiere.

Koeman benyttede dog samtidig lejligheden til at understrege, at han og resten af truppen nu har i sinde at se fremad og komme videre. Og det håber han på Barcelona-fansenes hjælp til at gøre.

- Man skal ikke leve i fortiden. Sådan nogle ting sker.

- Så forhåbentlig har vi støtten fra catalanerne. Vi skal ikke leve i fortiden, men i stedet arbejde hårdt for at opnå, hvad vi gerne vil opnå, siger Ronald Koeman.

- Vi har en stærk trup

Lionel Messis skifte væk fra FC Barcelona er dog ikke det eneste, der er sket på transferfronten i storklubben denne sommer. For Blaugrana har oprustet ganske markant især i offensiven, hvor både Sergio Agüero og Memphis Depay er kommet til.

Og træneren er da også ganske tilfreds med sin trup.

- Der har været meget snak om Messi. Og det er helt naturligt, for han er den bedste i verden, og gennem mange år har han vist sin kvalitet og vundet mange titler. Men på den anden side så har vi ham ikke mere nu, men vi har andre spillere, og vi har en meget, meget stærk trup, og vi kan opnå vigtige ting.

- Fra i morgen (søndag, red.) er der ingen undskyldninger. Og holdet er klar, siger Ronald Koeman.

FC Barcelona er dog plaget af skader inden søndagens sæsonpremiere på hjemmebane mod Real Sociedad. Således må træneren se bort fra store profiler som både Marc-André Ter Stegen, Ansu Fati, Ousmane Dembélé og den nyindkøbte superangriber Sergio Agüero.

Derfor skal truppen allerede i sæsonens første kamp bevise, at den nu også er så stærk og bred, som Ronald Koeman påstår. Og det kan meget vel blive med danske Martin Braithwaite fra start, hvis man skal tro de spanske sportsaviser.

Du kan se FC Barcelona - Real Sociedad på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY søndag aften kl. 19.30.