Fodbold

Enige spanske medier: Braithwaite får chancen fra start

FC Barcelona er ramt af skader, og ifølge de spanske sportsaviser åbner det for en startplads til Martin Braithwaite i premieren mod Sociedad.

Se LaLiga direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Martin Braithwaite er ved at udvikle sig til FC Barcelonas korkprop.

Hver gang han bliver dømt nede, så har han det med at komme tilbage til overfladen. Og når FC Barcelona søndag aften åbner den nye LaLiga-sæson med en hjemmekamp mod Real Sociedad, så tyder meget på, at det bliver med den danske landsholdsspiller i startopstillingen.

FC Barcelona er hårdt ramt af skader i offensiven. Særligt langtidsskaden til den nyindkøbte førsteangriber, Sergio Agüero, gør ondt i storklubben. Også Ansu Fati og Dembélé er ude med skader. Og nå ja, så er Lionel Messi som bekendt ej heller til rådighed for FC Barcelona længere.

Og netop derfor er de fleste spanske sportsmedier enige om, at det bliver danske Martin Braithwaite, der skal spille centralt i FC Barcelonas angreb sammen med Antoine Griezmann og nyindkøbte Memphis Depay på siderne.

Således gætter både SPORT, MARCA, AS og EL MUNDO på, at Martin Braithwaite starter inde som den centrale angriber for FC Barcelona søndag aften.

Ekspert spår også startplads til Braithwaite

Martin Braithwaite har i optakten til den nye LaLiga-sæson bevist, at han er målfarlig. Den danske angriber kom nemlig på måltavlen i to træningskampe i træk mod henholdsvis RB Salzburg og Juventus.

Og selvom rygtebørsen denne sommer ofte har sendt Braithwaite væk fra FC Barcelona – og selvom han har mistet trøjen med ni-tallet på ryggen – så står han altså nu til at få endnu en chance for catalanerne. Og netop de to mål i opstarten fik da også forleden TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker til at spå en startplads til den 30-årige dansker.

- Chancen for en startplads er forbedret af de her præstationer.

- Som jeg læser Barcelonas træner Ronald Koeman, ser han Braithwaite som 9’er, og der er det vigtigste jo at lave nogle mål. Og så skal han lukrere på situationen omkring Messi, og at Agüero er skadet, siger Mads Junker.

Martin Braithwaite har i sin tid som FC Barcelona-spiller scoret 8 mål i 53 officielle kampe.

Du kan se kampen direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY med optakt fra kl. 19.30 søndag aften.