Fodbold

United banker Leeds efter Bruno Fernandes-hattrick

Manchester Uniteds offensiv var ustoppelig i suveræn åbningssejr på 5-1 mod Leeds i Premier League.

Manchester United sprudlede offensivt i sin Premier League-åbningskamp hjemme mod Leeds.

Fire mål på 16 minutter i anden halvleg var med til at sikre United en sejr på 5-1 efter at have været foran 1-0 ved pausen.

Bruno Fernandes lavede hattrick, mens Paul Pogba leverede fire assister.

Tæt opgør fra start

Leeds-backen Luke Ayling kom på tavlen med et forrygende langskud, da han udlignede til 1-1 tidligt i anden halvleg, inden United gik målamok.

Begge hold skabte fra kampens start chancer, og både David Gea i United-målet og Illan Meslier hos Leeds fik testet handskerne.

Tættest kom Paul Pogba på et mål, da han på en friløber lige nøjagtig skød forbi mål.

Efter en halv times spil gik det dog galt for Leeds. Et dårligt udspark endte efter en aflevering hos Paul Pogba, der lagde en fremragende bold mellem forsvaret til Bruno Fernandes, der var stukket af sted.

Portugiseren tog bolden køligt ned og sparkede den i mål til 1-0 med venstrebenet efter en afretning af Leeds-keeperen.

Frem til pausen pressede United yderligere på, men kunne ikke få bolden i nettet igen.

Det kunne Leeds til gengæld fra anden halvlegs start. Efter blot fire minutter drønede højrebacken Luke Ayling bolden i kassen med et langskud i det lange hjørne.

United vinder fodfæste

Den udligning holdt dog kun tre minutter. I en kontra leverede Pogba endnu en fantastisk assist, da han sendte Mason Greenwood af sted i venstre side.

Den 19-årige angriber løb fra sin opdækker og sparkede bolden fladt i det lange hjørne.

Og blot to minutter senere var den gal igen i Leeds-defensiven. Bruno Fernandes snød både en forsvarsspiller og målmanden med en sparkefinte i feltet og sparkede efterfølgende bolden fladt i mål til 3-1 med sin anden scoring på assist fra Pogba.

Efter en times spil kom så det fjerde mål på et kvarter. Bruno Fernandes fuldførte sit hattrick med en førstegangsafslutning op i nettaget efter en dyb stikning over forsvaret fra Victor Lindelöf.

Paul Pogba var dog ikke færdig med at levere assister. Hans fjerde kom efter 68 minutter, hvor Fred denne gang kom på tavlen og lukkede Uniteds målfest.

Før kampen præsenterede Manchester United desuden en ny spiller. Den franske forsvarsspiller Raphaël Varane gik på banen og viste sin nye trøje frem for Old Trafford.

Han er købt af Real Madrid og har fået en kontrakt på fire år.