Fodbold

Delaneys skifte forsinkes - forhandlinger ramt af komplikationer

Der er opstået komplikationer i de ellers fremskredne forhandlinger mellem Sevilla og Dortmund angående en transfer af Thomas Delaney.

I fodboldklubben Sevilla var de helt sikre. Thomas Delaney ville i denne uge blive præsenteret som ny spiller i den spanske storklub.

Men torsdag er den danske landsholdsspiller fortsat ikke endegyldigt på plads hos de mangefoldige Europa League-vindere.

Årsagen til det skal ifølge TV 2 SPORTs oplysninger findes i, at Delaneys tyske arbejdsgiver, Borussia Dortmund, har skruet prisen på danskeren et ekstra nøk i vejret. En pris, Sevilla indtil videre ikke har imødekommet.

I sidste uge kunne B.T. fortælle, at Sevilla FC havde budt på Delaney, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var forventningen hos de høje herrer på de bonede gulve i Sevilla i weekenden, at de nok skulle nå til enighed om en pris i omegnen af fem millioner euro (cirka 37,5 millioner kroner) for Thomas Delaney, der har kontraktudløb næste sommer.

Men den pris er nu ikke længere nok til at få midtbanespilleren fra Ruhr-distriktet til Andalusien. I stedet skulle Dortmund nu efterspørge cirka det dobbelte for at slippe Thomas Delaney.

Rygterne går på, at en del af årsagen til prisstigningen skulle være, at tyskerne skylder Thomas Delaney en del af en større engangssum. De rygter har TV 2 SPORT dog ikke været i stand til at få bekræftet.

Uanset hvad er det krav ikke et, som sportsdirektøren i Sevilla, Monchi, er klar til at indfri for en spiller, som grundet kontraktudløb kan hentes gratis næste sommer.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der dog fortsat dialog mellem de to klubber. Forhandlingerne er ikke brudt sammen.

Det er dermed stadig en mulighed, at Thomas Delaney denne sommer kommer til at trække i Sevillas hvide trøje.

Sevilla håber fortsat på en løsning

Thomas Delaney kom til Borussia Dortmund fra Werder Bremen i sommeren 2018 og har siden spillet 88 officielle kampe for klubben. Den danske midtbanespiller var i sin første sæson i klubben mere eller mindre fast mand, men siden er spilletiden og ansvaret skrumpet en smule.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger blev Sevillas interesse i Thomas Delaney for alvor pirret, da Sevilla mødte netop Dortmund i sidste sæsons ottendedelsfinaler i Champions League. Efter det møde, som Dortmund trak sig sejrrigt ud af, havnede Delaney på Sevilla-træner, Julen Lopeteguis, ønskeliste.

Der står Thomas Delaney stadig, og trænerteamet i Sevilla håber fortsat, at danskeren bliver en del af spillertruppen i denne sæson.

Sevilla vandt deres første kamp i La Liga i weekenden, da de slog Rayo Vallecano på hjemmebane. På mandag spiller holdet deres næste kamp, når de tager til Madrid for at møde Getafe.