Det her billede overraskede Bayern Münchens præsident
David Alabas Real Madrid-kys overraskede præsidenten i Bayern München.
Se Levante - Real Madrid på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY søndag aften fra klokken 21.20.
431 førsteholdskampe.
Så mange gange nåede David Alaba at optræde for Bayern München i sine tretten år i den tyske storklub.
Men denne sommer skiftede den østrigske landsholdsspiller Tyskland ud med Spanien, da han skiftede til Real Madrid på en femårig kontrakt. Alaba ønskede luftforandring, og således kunne Bayern München ikke holde på den stærke forsvarsspiller. Til stor ærgrelse for ledelsen.
Og særligt ét billede gned salt i det åbne bayerske sår. For da Real Madrid 28. maj officielt præsenterede David Alaba som ny spiller hos 'Los Blancos', så var det med en række forskellige billeder på diverse digitale platforme. Og på ét af de billeder kunne man se Alaba kysse klublogoet på Real Madrid-trøjen. Et billede, der kom bag på klubledelsen "hjemme" i München.
- Jeg blev lidt overrasket, da jeg så det. Efter al den tid han har været hos os. Men sådan er livet.
Sådan siger FC Bayern Münchens præsident, Herbert Hainer, i et interview med BILD ifølge Mundo Deportivo.
God start i Madrid
David Alaba debuterede for Real Madrid i klubbens første LaLiga-kamp i denne sæson, hvor madrilenerne vandt med 4-1 over Alaves på udebane.
Her leverede han blandt andet en assist til 4-1-scoringen, men det var især hans attitude i forsvarsspillet, der imponerede TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker mest.
- Han spiller på sin måde. Han er med til at starte presset, og han jubler over en blokering fra Nacho. Altså, det ser vi ikke så ofte i spansk fodbold. Det er i hvert fald sådan en lille sekvens, der viser, at han er integreret på holdet. Han tør være sig selv, og jeg synes, at vi ser ham lægge noget ekstra på i forhold til hans stil i Bayern München, sagde Mads Junker efter kampen.
Søndag aften får David Alaba så formentlig sin anden kamp på sit Real Madrid-CV, når han og Madrid møder Levante på udebane i LaLiga.
Den kamp kan du se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 21.30.