Fodbold

Komisk målmandsfejl giver Atletico sejren

Et stort kiks af gæsternes målmand blev afgørende, da Atletico Madrid søndag aften slog Elche med 1-0 i LaLiga.

De forsvarende spanske mestre fra Atletico madrid har fået en flyvende start på den nye LaLiga-sæson med to sejre i to kampe.

Det står klart efter søndagens hjemmebane-opgør mod Elche, der blev vundet 1-0 takket være en scoring af Angel Correa.

Atletico Madrid 1 - 0 Elche

  • 39' 1-0: Angel Correa

Men det var især den store målmandsfejl, der ledte op til 1-0-scoringen, som kampen vil blive husket for. Her kom Elche-målmand Francisco Casilla på afveje, da han ville afværge en lang aflevering fra Atletico-defensiven. Men den uheldige målmand ramte ganske enkelt ikke bolden, da han ville sparke den væk, og så kunne Correa opsnappe bolden og sende den i tomt mål.

Chancefattig kamp

Atletico Madrid havde undervejs i kampen chancerne til at lukke opgøret med en 2-0-scoring, men målet faldt aldrig. Og generelt var den en chancefattig affære, hvor hjemmeholdet tydeligvis var tilfreds med at køre en 1-0-sejr i hus.

Gæsterne fra Elche var faktisk dominerende på bolden i store perioder, og endte også med at have en højere boldbesiddelsesprocent end hjemmeholdet.

Men Diego Simeones tropper spillede klogt og fik hurtigt afværget situationen, når der en sjælden gang var optræk til en Elche-chance.

Med sejren fører Atletico Madrid foreløbig LaLiga efter de to første runder. I hvert fald inden Real Madrid og Sevilla har spillet deres kampe i anden runde. Du kan se Real Madrid møde Levante søndag aften kl. 22.00 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.