Fodbold

Nice-kamp med Dolberg afbrudt efter faninvasion

Kampen mellem Nice og Marseille i Ligue 1 blev afbrudt efter tumultariske scener, hvor en stor gruppe tilskuere løb ind på banen.

Hele artiklen er opdateret, efter kampen blev aflyst senere på aftenen.

Kaotiske scener udspillede sig søndag aften på Stade de Nice, hvor Ligue 1-kampen mellem Nice og Marseille først blev midlertidigt stoppet og senere afbrudt.

Tv-billederne viste Dimitri Payet fra udeholdet få kastet en flaske vand i nakken fra endetribunen med Nice-fans. Efterfølgende blev flere flasker kastet mod spillerne, og Payet reagerede ved at kaste et par flasker tilbage mod Nice-tilhængerne. Det udløste tumult på banen, hvor Marseilles Alvaro skød en bold lige mod Nice-tilhængerne.

Flere af Nice-tilhængerne rykkede fra tribunen og ned til reklamebanderne. Efter kort tid invaderede flere Nice-tilhængere banen, mens vagterne forsøgte at få kontrol over situationen og ekspederet tilhængerne tilbage på tribunen.

Kampen blev afbrudt efter 76 minutters spil. Her førte hjemmeholdet 1-0, efter Kasper Dolberg havde fortsat sin målform og bragt Nice i front efter 49 minutter.

Efter den midlertidige afbrydelse, hvor spillerne måtte en tur i omklædningsrummene, blev det besluttet at genoptage kampen, men ifølge præsidenten for Nice Jean-Pierre Rivere afviste Marseille den beslutning:

- Det blev officielt besluttet at genoptage kampen, men det ville Marseille ikke, siger Jean-Pierre Rivere ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Baggrunden for den beslutning skal findes i hensynet til spillernes sikkerhed efter de tumultariske scener på banen. Det fortæller Marseilles præsident Pablo Longoria.

- Vores spillere blev angrebet. Vi besluttede af hensyn til vores spilleres sikkerhed, som blev angrebet under invasionen af banen, ikke at gå på banen igen, forklarer han.

Dolbergs mål blev scoret i bedste Kasper Dolberg-stil. Landsholdsangriberen sendte helt køligt bolden i mål med sit bryst efter et indlæg fra højre side.